Nu forlader isbryderne Nordjylland
Tirsdag bliver den første af de to isbrydere i Hals slæbt ud på sin sidste rejse - den anden må vente nogle dage
Opdateret 12. september 2023 kl. 11:26
Tirsdag sidst på eftermiddagen eller først på aftenen slutter syv års ventetid.
Her forlader den første af de to isbrydere - Danbjørn og Isbjørn - nemlig havnen i Hals og stævner ud på sin sidste rejse.
Det sker, når slæbebåden Hunter har fået isbryderen forsvarligt spændt fast og sætter kraft på samt kurs mod Esbjerg.
Den anden isbryder følger efter omkring næste mandag.
- Alt afhænger af vejr og vind, samt hvordan det går med at få spændt isbryderen sammen med slæbebåden, så det er umuligt at sætte præcis klokkeslæt - eller dato for den sidste afhentning - på, siger Morten Smedegaard, der er direktør i Smedegaarden i Esbjerg, der har købt de to isbrydere til ophugning.
Skilles ad stump for stump
Isbryderne blev taget ud af tjeneste i 2013, og Forsvaret - der indtil for nylig ejede skibene - forsøgte at få dem solgt til den nette sum af 30 millioner kroner.
I 2016 blev de sejlet til Hals, og i 2020 opgav Staten og Forsvaret at finde en ny køber, der ville sejle med skibene.
Skrotningen af de to isbrydere blev sendt i internationalt udbud af Forsvaret i foråret 2023, og 30. juni blev det besluttet, at opgaven med at hugge de to skibe op skulle lande hos Morten Smedegaards firma i Esbjerg.
Derfor bliver de to isbrydere slæbt til Esbjerg - med kursen nord om Skagen.
- Når skibene kommer herned, skal vi i gang med en større gennemgang af, hvad skibene rummer. Derefter skal vi have lavet en arbejdsplan, før det egentlige arbejde kan gå i gang, siger Morten Smedegaard.
Hvor lang tid ophugningen vil tage afhænger af, hvor meget asbest, der er i skibene.
- Vi har en god fornemmelse, men vi skal have det gennemgået nærmere, siger Morten Smedegaard, og gætter på, at det tager tre til seks måneder at ophugge skibene.
Men det arbejde begynder først engang i 2024.
- Det er et stort arbejde, da alt skal skilles ad, stump for stump og sorteres enkeltvis, siger han og tilføjer, at firmaet har 62 års erfaring med ophugning af skibe.
27 år siden sidste aktion
Slæbebåden Hunter kommer fra Holland, og lige nu er forventningerne, at den ankommer til Hals i løbet af tirsdag morgen eller formiddag. Og den er klar til afgang - med den første isbryder på slæb - sidst på eftermiddagen.
- Men det afhænger som sagt af vejr og vind, siger Morten Smedegaard.
Sidste gang isbryderne var i aktion var i vinteren 1995-1996.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.