Nul indsigelser mod nyt hotel i centrum - men stadig hård modstand
Hos flertallet glæder man sig over, at verdens største hotelkæde nu har fået grønt lys til at rykke ind - og at det fører mere værelseskapacitet og mange arbejdspladser med sig
Opdateret kl. 17:43
AALBORG: Flere konferencegæster slipper i fremtiden for at køre over kommunegrænsen for at finde et hotelværelse, når en af verdens største hotelkæder bygger et nyt hotel centralt i Aalborg.
Det er verdens største hotelkæde B&B Hotels, der vil etablere et hotel med op til 107 værelser, ligesom der skal etableres et byggeri med 17 lejligheder ved krydset Dag Hammerskjølds Gade og Jyllandsgade.
På det seneste byrådsmøde blev der givet grønt lys til en lokalplan for byggeriet, der ellers har været udskudt på grund af forbehold hos politiet om indretningen, ligesom planen har været udskældt fra dele af byrådet. Men det er borgerne tilsyneladende ikke enige i.
- Jeg kan jo se, at kommunens borgere ikke deler deres skepsis, for der er kommet hele nul indsigelser til den her lokalplan, og jeg tror, at man er lidt ude af tråd med, hvad borgerne synes - men lad nu det ligge, sagde by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).
Han glædede sig over, at der nu kommer mere hotelkapacitet og arbejdspladser til byen.
- Alt i alt synes jeg, det er herligt, når en af verdens største hotelkæder synes, at det er værd at investere i Aalborg, og samtidig vil skaffe en masse arbejdspladser til vores by.
Masser arbejdspladser
Lokalplanforslaget giver mulighed for at etablere op til 4500 kvadratmeter med en bygningshøjde på de to bygninger på henholdsvis 28 meter og 18 meter og i henholdsvis syv og fem etager. Rådmanden mener, at byggeriet passer rigtig godt ind på hjørnegrunden, når byrådet har besluttet, at der skal byfortættes - og at man gerne vil have markante bygninger på hjørnegrund ved store vejkryds.
- Hotellet ligger så tæt på banegården og Plusbussen, at man ikke rigtig regner med, at der kommer så mange i bil, sagde Jan Nymark Thaysen.
Kollektiv trafik
Han pegede på, at man forventer, at 85 procent af gæsterne netop ikke ankommer med bil, men med kollektiv trafik.
Nul indsigelser mildnede dog ikke modstanden mod byggeriet hos tre partier i byrådet.
- Jeg kan bare sige, at vi har ikke ændret holdning. Det er stadigvæk sådan, at vi synes, det er meget voldsomt at bygge syv etager på det sted der. Det er muligt, at der ikke er kommet nogen indsigelser mod det. Men det kan også være, at man har givet op, fordi man så hvor stort et flertal, der var for at sende det ud i den udformning, som det havde, sagde sundheds- og kulturrådmand Jes Lunde (R).
- Vi er meget bekymrede
SF stod også fast på modstanden. Partiets Jane Østergaard udtrykte bekymring for, hvad beslutningen vil sætte i gang i Jyllandsgade, når der skal bygges yderligere på sigt.
- Vi er meget bekymrede for, at det er forkert, og vi er stadigvæk meget imod den her plan, sagde hun.
Enhedslisten var også stadig kritisk.
- Det her med at have en lokalplan, hvor det eneste krav til de grønne arealer er et træ, og så har man den holdning, at det skal håndteres udenfor egen matrikel - det er synd. Vi nærmer os mere og mere sådan noget med, at grønne arealer udelukkende er for dem, der har råd, sagde Anna Aaen (EL).
Til gengæld glædede flertallet sig over, at der nu kommer mere hotelkapacitet til byen. Det har været en mangelvare.
- Vi tænker stadig om den her plan, at det er rigtig godt at få et hotel mere til byen. Jeg synes næsten, det er helt pinligt, at når vi holder store kongresser og konferencer i byen, så er der faktisk nogen, der bliver kørt i bus til Rebild, sagde Lisbeth Lauritsen (S).
Mangel på hotelværelser kan koste kunder til konferencer og kongresser, der ellers skæpper i kassen hos restauranter og hoteller.
- Det kan betyde, at der er nogen, som fravælger os. Så på den måde synes jeg, at det er rigtig dejligt, at vi giver mulighed for, at der kan være et hotel her.
- Ligner godsbanearealet i grimhed
K går ind for planen, men er ikke klar til at uddele arkitekturpriser til det nye hotel.
- Det kan godt være, at man kan have sine holdninger til den skitserede arkitektur. Indtil videre har den meget godt formået at ligne godsbaneterrænet i grimhed. Men det kan der heldigvis forbedres på, eftersom det ikke er bygget endnu. Men det er helt sikkert, at det vil være godt for byen at få det her hotel, sagde børne- og ungerådmand Morten Thiessen (K).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.