Ny AaB-spiller overrasker positivt: - Han er i bedre fysisk forfatning end forventet
AaB skal i søndagens kamp mod Viborg bygge videre på den flotte spillemæssige udvikling, som særligt har resulteret i en stærk defensiv

Aleksandar Trajkovski har vist overraskende god fysisk form på de to træninger, han har haft i AaB. Foto: Martin Damgård
FODBOLD:Lørdag eftermiddag satte AaB-truppen kursen mod Viborg, hvor man skulle overnatte inden søndagens udekamp mod domkirkebyens superligahold. Inden bussen trillede ud af parkeringspladsen på Hornevej, var der træning. Her var det mest opsigtsvækkende, at himlen åbnede sig, og så var der ellers kollektivt styrtebad, mens de sidste detaljer frem mod Viborg-kampen blev gennemgået.
Det fjernede imidlertid ikke fokus hos AaB-spillerne, der trodsede de massive mængder regn. Blandt dem var nytilkomne Aleksandar Trajkovski, og selvom det kun er blevet til et par træinger for den i Mallorca lejede offensivspiller, er der afgjort noget spændende ved det førstehåndsindtryk, han leverede ved lørdagens træning. Det er nemlig tydeligt, at der her er tale om en spiller, der har nogle evner på bolden, der bliver spændende at følge.
AaB’s cheftræner Martí Cifuentes har også gjort sig nogle observationer, og det er primært i forhold til Trajkovskis fysiske forfatning.
- Mit første indtryk af ham er, at han er en kvalitetsspiller. Ellers spiller du heller ikke i La liga eller Serie A. Det Vi ved godt, at han kommer fra en periode, hvor han ikke har spillet så meget for sin klub, men det er stadig tydeligt at se, at han har noget kvalitet, siger Cifuentes.
- Han ser godt ud. Det var ikke en direkte bekymring, men det var noget vi var opmærksom på i forhold til hans form. Vi vidste godt, at han måske skulle bruge noget tid på at komme i form, men her er det første indtryk afgjort positivt. Han skal selvfølgelig ind i en kamprytme for at blive i stand til at spille 90 minutter hver gang, men han ser skarp ud, og han ligner en spiller, der er klar til at hjælpe holdet, siger Martí Cifuentes.
Dermed får AaB-træneren yderligere et offensivt våben at råde over til søndagens kamp. Trajkovski kan dermed komme i spil på et hold, der har vist sig yderst svært at score mod i denne sæson. AaB’s modstandere har blot scoret fem gange i syv kampe.
- Normalt taler jeg ikke så meget om systemer, men det har givet noget tryghed at spille med de tre stoppere, og det har også dannet grundlag for, at vi har været gode i vores presspil. Når vores pres ikke er lykkedes, så er vi gode til at stå lavt i vores pres, og det er med til at gøre os svære at spille mod, siger Martí Cifuentes.
AaB-træneren roser sine spillere for den defensive stabilitet, der er opnået.
- Det er først og fremmest spillernes fortjeneste, at vi forsvarer os godt. Vi kan som trænerteam have nogle tanker, som vi prøver at få spillerne til at udføre, men det er dem, der skal gøre det inde på banen, og det har de gjort godt, konstaterer Martí Cifuentes.
- Vi har en fantastisk keeper i Rinne, der bliver presset dagligt af Andreas Hansen. Vi har et forsvar med Thelander, Ross og Granli, der gør det godt. De bliver presset af en spiller som Hagelskjær, der hele tiden tager skridt i den rigtige retning, og sådan en konkurrence er afgørende for, at vi kan forbedre os, siger Martí Cifuentes, der råder over en stort set skadesfri trup til søndagens kamp i Viborg. Der er således hverken karantæner eller nye skader i forhold til den seneste kamp mod FC Nordsjælland.
Meget ros går berettiget til Rasmus Thelander og Jacob Rinne, der har stået stærkt i billedet hos AaB. Det samme har måske lidt mere upåagtet været tilfældet for Daniel Granli og Mathias Ross.
- Der er ingen tvivl om, at vi er kommet ind i en god defensiv rytme. Det er hele holdet, der hænger godt sammen, men for os som forsvarsspillere har denne sæson virkelig rykket os, fordi vi er blevet gode til at kunne forsvare aggressivt. Vi er trygge i systemet, og med tre forsvarsspillere kan vi for alvor tillade os at gå aggressivt til værks i vores dueller, siger Mathias Ross, som en del af forklaringen på den solide AaB-defensiv.
- Det hjælper helt sikkert også, at vi nu har spillet en del kampe sammen, og de forskellige aftaler og detaljer begynder for alvor at sidde hos os alle sammen, siger Ross, der selv har fået lidt friske impulser ud af at være afsted med U21-landsholdet.
- Det har virkelig været spændende, og selvom jeg kun spillede i den ene af de to kampe, føler jeg, at jeg fik meget ud af at være med her. Det giver helt sikkert også noget til min udvikling, siger Mathias Ross.
Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.