Ny afsløring: Kommunal chef blev fritaget for tjeneste, en måned før han blev fyret

Ifølge en ekspert fritager man ofte medarbejdere for tjeneste, når de undersøges for noget potentielt meget alvorligt

Børn og Ungeforvaltningen har til huse på Godthåbsgade i Nørresundby. <i>Arkivfoto: Martél Andersen</i>

Børn og Ungeforvaltningen har til huse på Godthåbsgade i Nørresundby. Arkivfoto: Martél Andersen

AALBORG:Det var omgærdet af mystik, da dagtilbudschef Hans Christian Mariegaard op til sin fyring ikke mødte ind på arbejde i Børn og Unge-forvaltningen i Aalborg Kommune.

Men Nordjyske kan nu fortælle, at årsagen, til at dagtilbudschefen ikke mødte ind, var, at han allerede 6. oktober blev fritaget fra tjeneste.

Det oplyser Aalborg Kommune i en mail til Nordjyske.

Tidligere har direktøren i Børn og Unge, Jakob Ryttersgaard, ellers ikke villet udtale sig om årsagen til, at Hans Christian Mariegaard ikke mødte på arbejde.

En alvorlig sanktion

Når en offentlig ansat bliver fritaget for tjeneste, er det ofte i tilfælde, hvor vedkommende undersøges, forklarer adjunkt og phd-forsker ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, Bjørn Holtze, til Nordjyske.

- Man bruger det typisk, når man skal undersøge en medarbejder og det, der er mistanke om, er forholdsvist alvorligt, siger han.

Hvorfor kan det være nødvendigt at hjemsende en medarbejder?

- Det ville være modstridende, hvis man på den ene side siger, at det, du potentielt har lavet, er meget alvorligt, men på den anden side siger, at du bare skal fortsætte med at arbejde, som du plejer.

Ingen disciplinærsager

Omkring fem uger efter, at dagtilbudschefen blev fritaget for tjeneste, meddelte direktør Jakob Ryttersgaard i en mail til forvaltningens medarbejdere, at Hans Christian Mariegaard havde indgået en fratrædelsesaftale og derfor stoppede med øjeblikkelig virkning.

Han begrundede det med, at der var behov for en ny chef for området, samtidig med at Hans Christian Mariegaard søgte nye udfordringer.

Den beslutning sikrede også, at offentligheden ikke kan få kendskab til, hvad en eventuel undersøgelse af dagtilbudschefen handlede om.

Offentligheden har ret til aktindsigt i disciplinære sanktioner i form af advarsler eller derover givet til kommunale chefer, men med sin fratrædelse slipper Hans Christian Mariegaard for en eventuel sanktion.

- Hvis sanktionen er en ansættelsesretslig sanktion f.eks. en afskedigelse eller en bortvisning, så kan man undgå den, hvis man selv har sagt op inden, og på den måde kortslutte systemet, siger Bjørn Holtze.

Aalborg Kommune oplyser, at Hans Christian Mariegaard ikke har modtaget nogen disciplinære sanktioner de seneste to år.

- Det sker, at en medarbejder gør noget, man ikke må, og så står arbejdsgiveren og siger, at det kan resultere i en alvorlig sanktion og bål og brand, men hvis du nu siger op, så siger vi, at det var det, siger Bjørn Holtze.

- Og så er det eneste, der ligger på sagen, en opsigelse og så selvfølgelig parternes viden om, hvad der er foregået.

Skete på et sagligt grundlagt

Hans Christian Mariegaard fratrådte 3. november, men han modtager fortsat løn fra Aalborg Kommune indtil udgangen af november 2023.

Nordjyske har spurgt Aalborg Kommune om, hvem der tog initiativ til fratrædelsen. Men det ønsker direktør i Børn og Unge, Jakob Ryttersgaard, ikke at svare på. 

Han har tidligere udtalt, at fratrædelsen blev indgået "i gensidig forståelse".

Han vil heller ikke hverken be- eller afkræfte, om der var sat en undersøgelse i gang af Hans Christian Mariegaard.

- Da der er tale om en personalesag, kan jeg ikke komme ind på de nærmere omstændigheder. Men generelt vil det altid være sådan, at en fritagelse fra tjeneste og indgåelse af en fratrædelsesaftale kun kan ske på et sagligt grundlag, skriver han i en mail til Nordjyske.

Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra Hans Christian Mariegaard, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Hvor meget dagtilbudschefen får i løn fra Aalborg Kommune for at "søge nye udfordringer", kan du læse her.

Ved du noget om sagen? Så skriv til jaa@dnmh.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk