Virksomhedsledelse

Ny chef hos NORDJYSKE Medier skal styrke den digitale udvikling

Markedsdirektør er klar til at finde nye veje i den digitale transformation i mediebranchen

Kåre Berenthz-Nicolaisen bliver 1. november ny markedsdirektør hos NORDJYSKE Medier. Foto: Lars Pauli

Kåre Berenthz-Nicolaisen bliver 1. november ny markedsdirektør hos NORDJYSKE Medier. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Fra 1. november bliver Kåre Berenthz-Nicolaisen ny markedsdirektør hos NORDJYSKE Medier.

Med ansættelsen er NORDJYSKE Medier klar til at tage kampen op i den digitale transformation, som hele mediebranchen er i, fordi samfundet i stadig større grad bliver mere og mere digitaliseret i forhold til medieforbrug.

Mens nogle ser det som afvikling, ser Kåre Berenthz-Nicolaisen det fuldstændig modsat.

- Jeg ser faktisk et meget stort potentiale i mediebranchen, men selvfølgelig også en stor udfordring, og det er i virkeligheden kombinationen af de to ting, jeg er tiltrukket af, siger han.

Udfordringen er ikke, ifølge Kåre Berenthz-Nicolaisen, at forbrugerne ikke fortsat vil have indhold fra medierne. Udfordringen er, at forbrugerne mener, det ikke skal koste noget.

- Eksempelvis er mange godt og grundigt trætte af at se reklamer, inden de kommer til det produkt, de ønsker at se, men de glemmer bare, at reklamerne faktisk har betalt for, at der i det hele taget er et produkt, siger han.

Kåre Berenthz-Nicolaisen

41 år.

Født, opvokset og bosiddende i Aalborg.

Uddannet i humanistisk informatik på Aalborg Universitet.

Startede sin karriere som group manager i Aalborg-virksomheden Cembrit Holding A/S.

Har efterfølgende arbejdet som head of ecommerce marketing i Salling Group og senest som head of digital hos Arla, hvor han blandt andet har lanceret virksomhedens første e-commerce webshop.

Har blandt andet lavet Danmarks første omnichannel gamification case in retail, drevet den digitale eksekvering af ”Animal Planet” samlekort-kampagner, taget drift af ecommerce marketing fra start-up til big-scale og lanceret Click&Cook som bygger bro mellem branded communication og den faktiske købsrejse.

Har første arbejdsdag hos NORDJYSKE Medier 1. november.

Får som markedsdirektør ansvar for bladsalg, marketing, analyse og branding.

Hvordan man vender dén udvikling, har Kåre Berenthz-Nicolaisen flere bud på, men overordnet set handler det om, at kommercielle aktører, kunder og indholdsproducenter i højere grad skal arbejde sammen for at skabe en sund forretning, der kan levere det indhold og de nyheder, som kunderne finder relevante, og som også er nødvendige i forhold til vores demokratiske samfund.

Et oplagt valg

At valget som markedsdirektør på NORDJYSKE Medier faldt på netop Kåre Berenthz-Nicolaisen, er ikke tilfældigt. Han har stor erfaring med e-commerce, digital forretningsudvikling, digital performance og branded communication fra sine tidligere stillinger i blandt andet Cembrit, Salling Group og Arla.

- Vi har ønsket at få en stærk kommerciel profil, som kan medvirke til at løfte niveauet for salg, markedsføring og branding af NORDJYSKE Medier. Men jeg mener faktisk, at vi med ansættelsen af Kåre Berenthz-Nicolaisen har fået meget mere, siger Martin Sander, som er kommerciel direktør hos NORDJYSKE Medier.

Han betegner Kåre Berenthz-Nicolaisen som værende i den absolutte elite, når det kommer til at drive digital forretningsudvikling i Danmark.

- Det beviser hans resultater fra Arla, Salling Group og Cembrit, og jeg er overbevist om, at Kåre Berenthz-Nicolaisen kan løfte niveauet for både værditilbuddet og kundeoplevelsen blandt NORDJYSKE Mediers kunder. Og så gør det jo heller ikke noget, at han er nordjyde, siger Martin Sander.

Kåre Berenthz-Nicolaisen er opvokset i Aalborg og bor i dag i Vejgaard, og nordjyden ser frem til arbejdet hos NORDJYSKE Medier.

- Jeg ser frem til at skabe forandring og gøre en forskel. Det, jeg gerne vil, er at træde nye stier, som alle mine kommende, dygtige kolleger kan gå ad, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst