3. Limfjordsforbindelse

Nye oplysninger om 3. Limfjordsforbindelse: - Det er en bombe under projektet

Tirsdag morgen er ministeren indkaldt til samråd om 3. Limfjordsforbindelse

Transportminister Thomas Danielsen (V) skal i samråd tirsdag morgen.
Transportminister Thomas Danielsen (V) skal i samråd tirsdag morgen. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:15

OPDATERET 12.14 MED SVAR FRA TRANSPORTMINISTERIET

Tiden nærmer sig med hastige skridt.

Anlægsloven skal i eftermiddag 3. behandles i folketingssalen, og går det som venteligt, bliver den stemt igennem.

Og dermed også 3. Limfjordsforbindelse.

Men tirsdag morgen har Torsten Gejl fra Alternativet igen indkaldt Transportminister Thomas Danielsen (V) til samråd om sagen.

Det sker samtidig med, at Ingeniøren i dag kan fortælle, at Vejdirektoratet dumper forbindelsen, fordi den vil være en massiv underskudsforretning for samfundet.

- Som det fremgår af tabellen, så er projektet ikke samfundsøkonomisk rentabelt, når der benyttes 2024 prisindeks,« skriver styrelsen i et notat, som Ingeniøren har fået aktindsigt i.

Vejdirektoratet opgør i notatet projektets nettonutidsværdi til et underskud på 188 millioner kroner.

Den østlige forbindelse

Torsten Gejl har oprindeligt indkaldt til samråd for at spørge ministeren om, hvordan han forholder sig til Borgerbevægelsens udregninger af trafikale gevinster ved at lave et østligt tunnelrør.

Men han kommer til at stille skarpt på Vejdirektoratets notat.

- Det kan jeg love dig, siger han til Nordjyske.

- Det er en bombe under projektet, for vi har hele tiden fået at vide, at det i det mindste var en god forretning. Nu er det det tilsyneladende ikke.

Bliver nok stemt igennem

Torsten Gejl tvivler på, at samrådet i dag kommer til at ændre på regeringens holdning til 3. Limfjordsforbindelse.

Derfor forventer han stadig, at anlægsloven bliver stemt igennem i eftermiddag.

Men sagen stopper ikke her.

- De skal nok vedtage loven, men der kommer et stort efterspil, for nu viser det sig, at den interne rente kun er på 3,2 procent. Men finansministeriet siger, at den skal være 3,5 procent for at være en god forretning, siger han og fortsætter:

- Så der er nogen kommunalpolitikere, som skal til at forklare borgerne, at det her ikke er rentabelt, siger han til Nordjyske.

Transportministeriet er dog ikke enig i udlægningen. I et skriftligt svar, som er sendt til Ingeniøren og Nordjyske oplyser ministeriet:

- Det er faktuelt forkert, at projektet ikke er rentabelt. De seneste opdaterede tal, som også er oplyst til Folketinget på spørgsmål 245 (af 14. marts 2024) viser, at 3. Limfjordsforbindelse har et overskud på 707 millioner kroner. Her er der regnet på årets priser, og der er taget højde for den seneste vejledning fra Finansministeriet om samfundsøkonomiske beregninger

Nordjyske følger sagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden