Nyt kunstnerkollektiv åbner snart i særlige rammer: - Det kommer til at summe af kreativitet
Otte kunstnere står bag nyt initiativ, der skal samle kreative kræfter i Aalborg
Opdateret 20. maj 2022 kl. 14:02
AALBORG: - Det bliver ét stort atelierfælleskab - ét stort kunstnerkollektiv - og det kommer til at summe af kreativitet!
Ordene kommer med ægte begejstring fra den 23-årige streetkunstner Frida Stiil Vium - en af de otte involverede kunstnere, der fredag modtog nøglerne til de lokaler, hvor fællesskabet North Urban Art Studio skal holde til.
Hun er en af idemagerne bag det nye initiativ, der efter planen åbner i slutningen af marts. Basen bliver 700 kvadratmeter i de gamle spritfabrikker i Aalborg, hvor kreative urban art-sjæle - på alle niveauer - kan leje sig ind. Det sker efter aftale med entreprenørselskabet A. Enggaard, der ejer de historiske bygninger.
- Det bliver sted, hvor den enkelte kan få en kreativ base. Og så skal der være udstillinger, events, art talks, workshops og alt muligt andet spændende. Vi kommer blandt andet til at arbejde sammen med GAME Streetmekka og Aalborg Karneval om nogle projekter, forklarer Frida Stiil Vium, der blandt andet har fundet inspiration til ideen gennem sine mange udlandsrejser, hvor hun er stødt på lignende projekter.
Fællesskabet driver værket
Streetkunstneren understreger, at det er fællesskabet, der skal drive projektet frem. Alle, der lejer sig ind, får ejerskab over projektet - og alle får et ansvarsområde. Faktisk er det fællesskabet, der udgør selve essensen af initiativet - og det er det, der skal drive det frem, forklarer hun.
- Det kan være, at der er en, der får ansvaret for vores hjemmeside, og så er der en anden, der bliver eventansvarlig. Det bliver ikke mit sted - det bliver alles, siger Frida Stiil Vium, der selv skal være talskvinde og budgetansvarlig.
Lige nu er der otte, der har meldt sig på banen - og der bliver plads til lidt flere, forklarer Frida Stiil Vium, der dog ikke kan give et konkret tal. Til gengæld kan hun godt fortælle om sammensætningen:
- Målet er, at den skal være meget blandet. Det bliver forhåbentlig folk i alle aldre, på vidt forskellige niveauer og på tværs af nationaliteter, lyder det fra talskvinden, der dog forklarer, at det ikke er sådan, at man bare komme fra gaden og leje sig ind hos North Urban Art Studio uden videre.
- Man skal selvfølgelig ansøge om at få en plads, siger hun.
Her kan du se et længere videoportræt af Frida Stiil Vium:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.