Nyt røveriforsøg i Aalborg - røver på fri fod
Det er tredje røveri på én uge
Opdateret kl. 16:11
Fredag eftermiddag er der forsøgt begået endnu et røveri med kniv i Aalborg.
Det er sket mod Shell på Engtoftevej kort efter kl. 14.
Det skriver politiet på X.
Gerningsmanden fik intet udbytte med sig, oplyser politiet.
Han beskrives som en mand, ung, ca. 170 cm, spinkel af bygning. Iført mørkt tøj, hue/hætte over hue. Hættetrøje med stort hvidt Adidas logo på brystet.
Efter røveriforsøget er han set løbe i retning mod Annebergvej.
- Vi efterlyser vidner, der har set gerningsmanden ankomme til stedet eller løbe væk derfra, siger vagtchef og politikommissær ved Nordjyllands Politi, Lau Larsen.
Han understreger samtidig, at politiet efterforsker intenst, og er synlige i området omkring tankstationen.
Her leder politiet blandt andet efter den trøje, som gerningsmanden havde på, og de arbejdshandsker som han også var indført, og modtager gerne henvendelser fra borgere, der måtte have set noget.
- Vi har en hypotese om, at den sorte Adidas-trøje kan være smidt i en skraldespand, så borgere i Vestbyen må gerne være opmærksomme på, om der ligger en trøje, når de går ud med skrald, siger Lau Larsen.
Gerningsmanden formodes at have skiftet tøj under flugten, ligesom røveren, der torsdag slot til mod Super Brugsen i Sjællandsgade gjorde.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på 114.
Det er tredje gang i denne uge, at der bliver begået knivrøveri.
Tirsdag 26. december blev 7-eleven på Aalborg Station udsat for det, og torsdag 28. december var det så Super Brugsen i Sjællandsgade.
Politiet undersøger i øjeblikket om der er en sammenhæng mellem de to tidligere røverier, hvor gerningsmændene sammenlagt slap af sted med omkring 14.000 kr.
- Vi har en idé om, at mange af de her ting stammer fra det i forvejen kriminelle miljø, hvor der er nogen, som skal have fat i nogle hurtige penge, sagde politikommissær ved Nordjyllands Politi Kenneth Rodam til Nordjyske tidligere fredag i forbindelse med de to første røverier.
Lau Larsen fortæller desuden, at politiet arbejder ud fra en hypotese om, at det kan være samme gerningsmand, der står bag den seneste uges røverier.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.