Hospitalsdirektør stopper: Der er ikke tillid til det nuværende setup
Aalborg Universitetshospital ser ind i underskud på 225 millioner kroner
Opdateret 29. september 2023 kl. 09:27
Jens Ole Skov stopper som hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital pr. dags dato. Det sker efter, at der er indgået en gensidig fratrædelsesaftale med Jens Ole Skov. Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Baggrunden for aftalen er de store økonomiske udfordringer på Aalborg Universitetshospital, hvor prognosen for 2023 på nuværende tidspunkt viser et minus på 225 mio. kr.
- Vi har ikke tillid til, at det bliver bedre i fremtiden i det nuværende set-up. Vi har fra et enigt forretningsudvalg og fra direktionens side løbende understreget, at der skal sikres budgetbalance. Derfor har vi vurderet, at der er brug for en ny profil til at få hospitalet i økonomisk balance, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Samtidig vil regionen forberede et generationsskifte i hospitalsledelsen forud for udflytningen til det nye universitetshospital i 2026.
Jens Ole Skov har været ansat i 17 år og får 4,2 mio. kr. (inklusiv pension) i opsigelses- og fratrædelsesgodtgørelse i henhold til kontrakten.
Indtil regionen har rekrutteret en ny hospitalsdirektør, sætter tidligere hospitalsdirektør for Rigshospitalet, Per Christiansen, sig i hospitalsdirektørstolen på universitetshospitalet i Aalborg fra mandag 2. oktober.
Per Christiansen kommer fra en stilling som hospitalsdirektør på Rigshospitalet gennem 8 år og har tidligere været både regionsdirektør i Region Nordjylland samt hospitalsdirektør på netop Aalborg Universitetshospital.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.