Officielt: 3. Limfjordsforbindelse kommer – her står den klar
Efter årtiers debat er der indgået bredt forlig om 3. Limfjordsforbindelse i Egholmlinjen

Et flertal af partierne på Christiansborg er blevet enige om at afsætte penge til 3. Limfjordsforbindelse over Egholm. Foto: Aalborg Luftfoto.
NORDJYLLAND:3. Limfjordsforbindelse kommer – det står klart efter regeringen mandag formiddag på et pressemøde præsenterede det nye, store infrastrukturforlig, der indeholder trafikale projekter for over 150 milliarder kroner de kommende år.
Et af projekterne i aftalen er 3. Limfjordsforbindelse i Egholmlinjen, der kommer til at stå færdig og klar til indvielse i 2032. Dermed er der nu sat punktum efter årtiers politisk diskussion om linjeføring og økonomisk prioritering.
Udover den nye forbindelse over Egholm indeholder det nye forlig også penge til bedre støjbekæmpelse udvalgte steder langs E45 rundt om Aalborg.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) var stolt af som minister for området at kunne præsentere en aftale, hvor alle Folketingets partier er med i hele eller dele af aftalen, og at de dermed har taget ansvar for Danmarks fremtidige infrastruktur.
Samtlige partier i Folketinget er med i aftalen, dog står Enhedslisten, SF og Alternativet uden for aftalen om 3. Limfjordsforbindelse.
- For i disse tider at blive i fodboldanalogierne, så sætter vi i første halvleg gang i bl.a. den 3. Limfjordsforbindelse i 2025, sagde transportministeren.
Han fastslog, at linjeføringen over Egholm var truffet allerede i 2014, og at der var et meget massivt ønske om en 3. Limfjordsforbindelse.
- Der har i årtier været et ønske om forbindelsen, og du kan spørge de helt almindelige borgere i Nordjylland, der har holdt i kø ved Limfjordstunnelen i timevis, om ikke de er glade for, at der nu er truffet en afgørelse om at komme i gang, fastslog Benny Engelbrecht, der fik støtte af finansminister Nicolai Wammen (S).
Han understregede og anerkendte, at SF og andre partier var imod den konkrete linjeføring og også var det tilbage i 2014, hvor linjeføringen blev fastlagt.
- Derfor skal SF og andre partier naturligvis ikke tages til indtægt for den del af den nye infrastrukturaftale, sagde transportministeren.
Andre af de store projekter - herunder også større vejprojekter - sættes først i gang i det transportministeren kaldte anden halvleg fra 2028 og fremefter.
Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen havde håbet på at kunne få startet nogle af vejprojekterne hurtigere end aftalen endte med.
Her nævnte han Frederikssundsmotorvejen, som han gerne havde set sat i gang før 2026, men han nævnte ikke den 3. Limfjordsforbindelse, selv om han senere på pressemødet understregede, at såfremt der efter et valg var et andet flertal, så ville Venstre kæmpe for at finde penge til at fremrykke flere projekter - specielt på vejnettet.
Det Radikale Venstres transportordfører Andreas Steenberg glædede sig også over, at der er blevet plads til penge til en nord-sydlinje af plusbusprojektet i Aalborg - uden at han dog satte årstal på, hvornår det projekt kan igangsættes.
Det nævnte den radikale ordfører sammen med en del penge til letbaneprojekterne i Aarhus, Odense og København.
Til det synspunkt fik han støtte af Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested, der dog understregede, at Enhedslisten ikke ville lægge stemmer til udvidelse af motorvejsnettet - herunder den 3. Limfjordsforbindelse, der ifølge ham bragede igennem smuk dansk natur.
Henning Hyllested fik til dette synspunkt klar støtte fra Alternativets ordfører, der kraftigt understregede, at Alternativet var stærk modstander af den 3. Limfjordsforbindelse over Egholm.
Også Liberal Alliances transportordfører, tidligere transportminister Ole Birk Olesen glædede sig over, at der nu var afsat penge til 3. Limfjordsforbindelse.
Pia Olsen Dyhr kaldte derimod 3. Limfjordsforbindelse for "et vanvittigt projekt", der ville ødelægge en smuk natur på Egholm. Og hun understregede, at hendes parti stod udenfor den del af den samlede infrastrukturaftale.

Mogens Chr. Gade (V), Thomas Kastrup-Larsen (S) og Ulla Astman (S) har alle kæmpet i flere år for at få politikerne på Christiansborg til at prioritere anlæggelsen af 3. Limfjordsforbindelse. Foto Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen
En historisk dag
På borgmesterkontoret er der godt humør oven på dagens udmelding, hvor Thomas Kastrup-Larsen (S) endda kalder det en historisk dag.
- Jeg er utroligt glad og taknemmelig for, at Folketingets partier har tænkt på os og bevilget 3. Limfjordsforbindelse. Det er nødvendigt, i forhold til de meget massive problemer vi har med den fjordkrydsene trafik. Det, at man kan komme i gang allerede i 2025, og at flertallet er så bredt, synes jeg, bare er en kæmpe styrke. Så jeg er meget glad og meget taknemmelig.
Ifølge aftalen går man i gang med projektet i 2025. Men selvom der så lige går et par år mere inden, forbindelsen står færdig, møder ikke kritik fra borgmesteren.
- Jeg synes, det er en lille detalje i det store billede. Vi har diskuteret 3. Limfjordsforbindelse i 50 år, og nu er der blevet truffet en endegyldig og uomtvistelig konklusion på det, hvor pengene er blevet afsat til at få gennemført projektet med et bretd flertal på Christiansborg. Så uanset, hvem der sidder i regering, vil der stadig være flertal for at gennemføre det. På den måde, synes jeg, vi lever med de her par år. Det er bare rigtig godt, vi har fået en afgørelse og kommer i gang.
- Vi får løst vores transportproblemer, som er blevet massive, og som kun kommer til at vokse i fremtiden. Derudover forløser 3. Limfjordsforbindelse også et meget stort erhvervsudviklingspotentiale i forhold til vækst i arbejdspladser og et stort, nyt og spændende erhvervsområde ved Aalborg Lufthavn. Så det her kommer til at betyde fantastisk meget for Aalborg.

- Det får en kæmpe betydning for Aalborg og hele Nordjylland at vi får 3. Limfjordsforbindelse over Egholm, siger Thomas Kastrup-Larsen. Foto Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen
Vigtigt for hele Nordjylland
Regionsrådsformand Ulla Astman (S) er også godt tilfreds med forliget, og ikke mindst aftalen om 3. Limfjordsforbindelse.
- Jeg er superglad på vegne nordjyderne og erhvervslivets videre udviklingsmuligheder i Nordjylland. Jeg er simpelthen så glad for, det nu er lykkedes at få 3. Limfjordsforbindelse med, og at den skal i gang allerede i 2025. Det er utrolig vigtigt for udviklingen af Nordjylland.
Selvom forbindelsen geografisk ligger i Aalborg Kommune, kommer den ifølge regionsrådsformanden til at have stor betydning for hele regionen.
- Det betyder, det bliver nemmere for virksomhederne i Vendsyssel at sikre arbejdskraft, da det bliver nemmere at pendle frem og tilbage. Man har større sikkerhed for, at både medarbejderne føler det attraktivt at arbejde på den anden side af fjorden, og at man kan få sine varer frem og tilbage i rette tid, siger Ulla Astman, og fortsætter:
- Jeg er ikke i tvivl om, at når vi ser på gevinsterne for Nordjylland, så står de simpelthen i hobetal og venter på at blive plukket ned.

- Jeg tror, det er svært at komme i gang tidligere, for det er et kæmpestort projekt. Og som en, der har erfaring med store byggeprojekter, må jeg bare sige, at forarbejdet nogle gange tager temmelig lang tid. Så det har jeg respekt for, siger regionsrådsformand Ulla Astman med henvisning til, at projektet først går i gang i 2025. Foto Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen
Ærgerlig over øget ventetid
Selvom Mogens Chr. Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune og formand for Business Region North Denmark, kalder forliget for en glædelig begivenhed, er han dog ærgerlig over tidshorisonten på projektet.
Ifølge VVM-undersøgelsen tager det omkring 8 år at forberede og bygge forbindelsen, og gik man i gang med det samme, ville man altså kunne stå med en færdig vej i 2029.

- Det er en glædelig begivenhed og en rigtig god nyhed for det nordjyske, at en vestlig 3. Limfjordsforbindelse bliver til noget. Det har der været brug for i rigtig lang tid at få truffet den beslutning, siger Mogens Chr. Gade. Foto Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen
Men projektet bliver først sat i gang i 2025 med en forventet færdig forbindelse i 2032, og det vækker ærgrelse hos borgmesteren.
- Jeg synes godt, den kunne have været prioriteret lidt højere. Forstået på den måde, at man godt kunne have startet noget før, siger Mogens Chr. Gade, og uddyber:
- Overordnet set synes jeg, det er godt vi får en vestlig 3. Limfjordsforbindelse, men man må også sige, den er tiltrængt. Det viser VVM-undersøgelsen, trafiktællinger og frygten for ikke at kunne passere Limfjorden.
- Så man kunne nok godt have ønsket sig en fremrykning af investeringen, men vi får ikke det hele, og Rom blev ikke bygget på én dag. Så vi skal selvfølgelig være glade for, vi nu er på tavlen efter 30-40 års kamp.
Borgmesteren forventer også, at forbindelsen kommer til at få stor betydning for den nordvestlige del af Nordjylland, herunder Jammerbugt Kommune.
- Der er ingen tvivl om, at den får rigtig stor betydning for Jammerbugt Kommune. Den får stor betydning for erhvervsudvikling, bosætning og turisme. Bare det, at vi får et kraftigt signal i dag om, at det bliver til noget, giver en stor tryghed for dem, der investerer i det.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.