Coronavirus

Også i Nordjylland inkluderes patienter med brækkede arme i indlæggelsesstatistikken for corona

De tal, som offentligheden har adgang til i forbindelse med coronaindlæggelser, giver ikke et forvrænget billede på pandemien, mener overlæge

Michael Dalager-Pedersen er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Afsnit på Aalborg Universitetshospital. Han mener, at tallene fra SSI giver <em id="emphasis-e7d73bddfd664e6cee4dfb7e12cf5df5">et </em> billede af situationen. Foto: Claus Søndberg

Michael Dalager-Pedersen er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Afsnit på Aalborg Universitetshospital. Han mener, at tallene fra SSI giver et billede af situationen. Foto: Claus Søndberg

Det har længe været kendt, at SSIs daglige opgørelser over coronaindlagte også inkluderer patienter, der for nylig har været syge med corona, men som er indlagt af andre årsager.

Det betyder i praksis, at alle, der har haft et positivt testsvar de seneste 14 dage og ender på et hospital, automatisk bliver opført som covid-patient i statistikken.

Det kan være en brækket arm, psykisk sygdom eller fødende.

Kigger man på de officielle tal for indlæggelser hos Region Nordjylland, er det også SSIs opgørelser, der offentliggøres.

Tallene giver derfor ikke et præcist billede af, hvor stor sandsynlighed der er for at blive indlagt alene på grund af smitte med corona, men tallene giver et andet billede, fortæller ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling Michael Dalager-Pedersen.

Det fortæller nemlig også noget om, hvor stor belastning coronasmittede lægger på arbejdsgangene på sygehusene.

Tunge arbejdsgange

Region Nordjylland oplyser til Nordjyske, at man vælger at offentliggøre SSIs tal for coronaindlæggelser, fordi det stadig er patienter, der i langt størstedelen af tilfældene kræver særlig håndtering og skal være i isolation som coronaaktiv.

Internt skelner sygehusene så mellem bi-diagnoser, det vil sige patienter, der er smittede inden for de seneste 14 dage, men indlagt af andre årsager end corona, og aktive covid-19-patienter.

SSIs definition skelner ikke mellem, om man er smitsom mere.

- Jeg synes ikke, man kan sige, at tallene (fra SSI, red.) forvrænger alvoren af pandemien. Jeg synes, det giver et billede på pandemiens betydning og påvirkning af sygehusene i Danmark, siger Michael Dalager-Pedersen, overlæge ved Infektionsmedicinsk.

På sygehuset benytter de sig af to tal, når det kommer til coronapatienter. Hvem der udgør smittefare, og hvem der ikke længere gør.

Overlægen oplyser, at det ikke er mange af patienterne der på Aalborg Universitetshospital kommer ind med en brækket arm og tilfældigvis har corona.

- Og selv hvis det sker, så påvirker det jo også den stue, de ligger på. Det påvirker rengøringen, portører, radiografer, billeddiagnostisk undersøgelse, sygeplejerskernes og lægernes opgaver, når man skal på isolationsstuer og skal have isolationsudstyr på og af igen, siger han.

De fleste er patienter, der tæller med i statistikken, men som ikke er syge med corona, er patienter, der i første omgang kom ind på grund af corona.

- Vi har 59, der ligger med et covidforløb, og cirka halvdelen er isoleret med aktiv covid.

De resterende kan være patienter, der tidligere har været indlagt på grund af smitte med corona, som ikke smitter længere og som eksempelvis venter på genoptræningsplads.

- Selvom de ikke udgør en smittefare længere, ligger de her jo stadig og er en udfordring af håndtere, og de optager også sengepladser, påpeger Michael Dalager-Pedersen.

- Men spørgsmålet er også, hvor mange tal man har brug for at vise den enkelte dansker. Om de både skal se, hvor mange er kommet med en aktions-eller bi-diagnose, hvor mange er isoleret, hvor mange ligger der samlet set, som har haft covid for nylig, hvor mange ligger på intensiv med det. Der er jo mange data, og det er alle de her data, som hospitalsledelserne, Sundhedsstyrelsen og regionerne bruger til at håndtere situationen, og de kigger altså på mere end bare SSI's tal, fastslår han.

Og for Michael Dalager-Pedersen og hans kollegaer er det vigtige også, hvor mange der ligger på intensiv, da det er intensivpladserne, der hurtigst belastes.

- Og de, der ligger på intensivpladserne med covid, ligger der også på grund af covid. Der kan da godt være en, der er blevet indlagt med en svær blodprop i hjertet, og så viser sig at have covid, men det er et fåtal.

Så ja, fastslår han, man skal kigge i andre tal, hvis man vil se, hvor mange, der bliver indlagt på grund af sygdommen.

- Og det vil være et lidt lavere antal, der gør det.

Men tallene fra SSI kan give et billede på, hvordan det påvirker arbejdsgangene på sygehusene, og hvordan det belaster sygehusvæsenet.

Vil man dykke ned i konkrete tal for sandsynligheden for indlæggelse, skal der kigges på andre data, som Sundhedsstyrelsen, regionerne og hospitalsledelserne også gør i deres daglige arbejde, påpeger han.

SSI har torsdag meddelt, at tallene for indlæggelser vil være mere præcise efter nytår.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.