Beredskab

Olieudslip ved havnen:

Nordjyllands Beredskab er kørt ud til et olieudslip ved havnen tirsdag ved middagstid

Nordjyllands Beredskab er til stede på havnen omkring Aalborg Portland, hvor der er en melding om olieudslip.
Nordjyllands Beredskab er til stede på havnen omkring Aalborg Portland, hvor der er en melding om olieudslip. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 16:33

Nordjyllands Beredskab er tirsdag omkring middagstid rykket ud til en melding om et større olieudslip.

Olieudslippet blev opdaget på havnen i Aalborg omkring Aalborg Portland, hvor der lagde sig en tynd oliefilm over vandet, fortæller indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, Frank Winther.

Selvom olien blev opdaget ved Aalborg Portland, mener indsatslederen dog, at udslippet reelt kommer et andet sted fra.

- Vi har en formodning om, at det kommer lidt længere henne fra, altså ind mod Aalborg. Vi tror nok mere, at det kommer fra omkring oliehavnen. Men lige præcis hvad, det kommer fra, det ved vi ikke nok om til, at jeg kan udtale mig endnu, siger Frank Winther.

Foto: Henrik Bo

Men det er en mindre forurening, siger han.

- Når olie kommer i vandet, ser det meget voldsomt ud og fylder rigtig meget. Vi ved ikke hvor meget det er, men det er en tynd oliefilm, som ligger på vandet. Så det er ikke noget kæmpestort, tror vi ikke i hvert fald.

En miljøvagt er blevet sendt ud i en af beredskabets både for at få et overblik over udslippet, så man kan placere olieabsorberende pølser ud i vandet hvor det giver bedst mening.

Han forklarer, at der ikke er de store konsekvenser ved et olieudslip af denne type.

- Man skal jo nok ikke springe ud i det, men jeg tænker heller ikke at der er nogen ude at bade på nuværende tidspunkt.

Frank Winther fortæller klokken 16.30 tirsdag eftermiddag, at man ikke ved hvor olien kom fra. Nordjyllands Beredskab vil dog kigge ned på stedet igen onsdag for at sikre sig, at al olien er blevet absorberet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden