Opgørelse: Så mange har deltaget i Tall Ships Races 2022
Nordjylland Beredskab har nu et estimat for deltagelsen frem til lørdag nat

Deltagelsen i Tall Ships Races 2022 nåede ifølge Beredskabet op på 650.000. Foto: Kim Dahl Hansen
AALBORG:296.00 personer alene lørdag og 650.000 personer samlet frem til lørdag nat.
Så stor har deltagelsen i Tall Ships Races 2022 været.
- Det er vores bedste estimat, lyder det fra beredskabschef Per Vedsted fra Nordjyllands Beredskab, som har ansvaret for at vurdere antallet af deltagere i den store havnefest.
Opgørelsen er baseret på Jacob-metoden, som er en internationalt anerkendt model til beregning af størrelsen af folkemængder.
- Inputtet til modellen kommer fra de kameraer, som er opstillet på havnefronten, og som gør det muligt for os at overvåge hvor mange mennesker, der på et givet tidspunkt opholder i de felter, som de enkelte kameraer dækker. De tal puttes i modellen, og så når vi frem til et estimat for hvor mange mennesker, der har været til stede på et givent tidspunkt, fortæller han.
Gengangere talt med
Estimatet kan ikke tages til indtægt for, at 650.000 individer - svarende til omkring 11 procent af Danmarks befolkning eller Region Nordjyllands befolkningstal - har besøgt Tall Ships Races, men for den mængde af personer, der set over de tre dage har været til stede samlet.
- Der er naturligvis gengangere mellem dagene og perioderne, men jeg kan ikke komme med noget tal for antallet gengangere, siger Per Vedsted.
Beredskabet har tidligere vurderet, at der torsdag deltog 30.000 i koncerten med Poul Krebs på Nørresundby-siden af havnen og 60.000 i koncerten med Tobias Rahim på Aalborg-siden.
- Vi vurderer, at der alene hele torsdag var 130.000 gæster til stede på havnefronterne, sagde Diana Sørensen, der er direktør i Nordjyllands Beredskab, lørdag til Nordjyske.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.