Aalborg karneval

Oprydningen i fuld gang: Men særlig type affald er en udfordring

Vejret spiller en rolle, når byen skal blive ren og fin igen efter weekendens store fest

Sidste år generede Aalborg Karneval 100 tons affald. Også i år er der meget affald i gaderne i dagene efter den store fest.
Sidste år generede Aalborg Karneval 100 tons affald. Også i år er der meget affald i gaderne i dagene efter den store fest. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 14:54

Det er svært at undgå affald og skrald i gadebilledet, når tusindvis af glade og berusede karnevalsgæster har festet i Aalborgs gader.

Aalborg Karneval 2024 er heller ingen undtagelse.

Mandag morgen kunne man stadig se større mængder affald flere steder i byen – men kommunen er i fuld sving med at rydde op.

Det fortæller stadsgartner Kirsten Lund Andersen.

Mandag morgen var det især havnefronten og anlægget ved Ansgar, der havde prioritet.

Foto: Lars Pauli

- Midt på ugen får Kastetvej også en ekstra tur og så laver vi en opsamlingsrunde sidst på ugen, hvor vi får samlet samtlige ting ind, siger stadsgartneren og fortæller, at de har indsat ekstra mandskab denne uge.

- For lige så vel som Karneval gerne vil sørge for, at karnevalet er en god oplevelse. Lige så vel, vil vi også gerne hjælpe med, det bliver en god oplevelse, så der ikke er sure miner i alt for lang tid bagefter.

Foto: Lars Pauli

Særlig type affald giver problem

Ifølge stadsgartneren er der dog en type affald, der giver større problemer i år – glasskår. Her spiller varmen nemlig ind.

- Når flasker, der har været sukkerholdigt alkohol i, bliver knuste, og der også er varmt, så hænger det i belægningen og er sværere at få op. Heldigvis bliver det hjulpet af regnen, ellers ville det have taget længere tid at få op.

Stadsgartneren forventer, at byen ligner selv sidst på ugen.

Særligt glasskår har været en udfordring efter dettes års karneval. Foto: Lars Pauli

Karnevalet betaler

Selvom det er kommunen, der er i fuld sving med at rydde op, så er det Aalborg Karneval, der betaler.

Her er talsperson Jeanett Kaare også glad for weekendens vejr, der hjælper lidt på vej.

- For en karnevalsarrangør, så har vejret været helt genialt. Det var overskyet, da vi startede lørdag, og der kom først sol op ad dagen, hvor det blev varmt og dejligt. Og så startede det med at regne søndag, og det regner lidt i dag også. Det gør bare, at vi får vasket byen pæn og ren igen.

- Jeg ved godt, at regn ikke kan gøre det alene. Men det hjælper i hvert fald til at få lugten af tis væk. Det konfetti, som vi selv fra karnevalets side har brugt, er vandopløseligt. Så det skulle gerne forsvinde nu her, fortæller Jeanett Kaare, der dog understreger, at gæsterne kan have brugt konfetti, der ikke på samme vis er vandopløseligt.

Aalborg Kommune var også mandag morgen i fuld sving med at rydde op i byen efter årets karneval. Foto: Lars Pauli

Med den store fest i byen undgår man ikke affald. Jeanett Kaare fortæller, at sidste års karneval genererede 100 tons affald.

Derfor er det heller ikke noget, der kan ordnes med et knips med fingrene, fortæller hun.

- Vi er ikke interesserede i at skade byen. Vi vil rigtig gerne samarbejde med både kommunen og borgerne. Så det er også vigtigt for os, at det kommer til at blive pænt bagefter.

Foto: Lars Pauli

Vil blive bedre

Aalborg Karneval vil gerne blive endnu bedre til at håndtere og få genanvendt det affald, der genereres.

Derfor har de i samarbejde med UCN og AAU lavet et Karnevalsakademi, hvor unge har skullet være med til at se på, hvordan man kan løse netop den problematik.

Projektet er stadig i sin spæde start. Sammenlagt med, at Aalborg Karneval skal lave en bæredygtighedsstrategi i efteråret, kan nye tiltag derfor bringes i spil til karnevalet i 2025.

- Jeg vil rigtig gerne have de unge mennesker med. For det er dem, der går derude. Det er dem, der tager alt det her skrald med og som 364 dage om året er super opmærksomme på miljøet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden