Oversergent dømt: Nikkede major en skalle

41-årig misbrugte også tjenstligt kreditkort

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:En 41-årig oversergent fra Aalborgs sydlige opland er torsdag ved Retten i Aalborg blevet idømt en straf på 30 dages fængsel, som dog blev gjort betinget med krav om 40 timers samfundstjeneste.

Det oplyser Forsvarets auditør i sagen Claus Risbjerg, der fungerede som sagens anklager ved retssagen mod den 41-årige.

Oversergenten var tiltalt for tre forhold: Under et besøg på en restaurant i Fort Walton Beach i Florida USA 19. januar 2019 havde oversergenten ifølge anklageskriftet løftet og væltet et bord så glas og flasker faldt på gulvet. Optrinnet skete, mens oversergenten gjorde tjeneste ved Emerald Warrior Detachement i USA.

I forbindelse med samme ballade på restauranten havde oversergenten også nikket en major, der også var speciallæge, en skalle med det resultat, at majoren pådrog sig sår i panden.

Oversergenten var derfor tiltalt efter dels den militære straffelovs paragraf 23 om forstyrrelse af den offentlige orden, dels straffelovens milde voldsparagraf 244.

Desuden havde oversergenten ifølge anklageskriftet i forbindelse med tjenesterejser svinget lidt for meget med et af Forsvarets kreditkort.

Ifølge anklageskriftet havde han i to tilfælde på rejser i februar-marts og senere i august i 2018 spenderet godt 6.200 kroner mere, end forsvarets regulativer tillod. De to tilfælde af "grov pligtforsømmelse" blev han dog frikendt for.

Til gengæld blev han dømt for at have brugt tæt på 12.500 kroner mere end Forsvarets regulativer tillader på en rejse først i november 2018.

Auditør Claus Risbjerg vil ikke fortælle, hvad pengene er gået til, men kalder det "almindeligt forbrug".

- Jeg er tilfreds med, at retten er enig i den bevisvurdering, jeg har anlagt. Dommen på de 30 dages betinget fængsel var i overensstemmelse med min påstand, så jeg er tilfreds med rettens vurdering, siger Claus Risbjerg.

Den tiltalte oversergent ankede på stedet dommen til frifindelse.

Da dommen derfor endnu ikke er endelig, men altså skal en tur omkring Landsretten - formentlig i løbet af nogle måneder - så er det heller ikke afgjort, om dommen ved byretten får konsekvenser for oversergentens fortsatte ansættelse i Forsvaret.

- Det er Forsvarets Personelstyrelse, der tager stilling til hvilke ansættelsesretlige konsekvenser, dommen skal have til den tid, siger Claus Risbjerg.

Det vil først ske efter en endelig dom i landretten.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.