På med dutten! Nordjyllands unge er de mest klamydiasmittede i Danmark
Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at Region Nordjylland er den region i Danmark, der har flest klamydiasmittede i aldersgruppen 15-29 år. Men hvorfor er det stadig så svært at få kondomet med i seng, og hvordan får vi gjort det naturligt?
Opdateret 16. maj 2022 kl. 13:43
Hvert evig eneste år møder vi tonsvis af kampagner, der fortæller, at vi skal bruge kondom i sengen. Og hvert evig eneste år stiger antallet af klamydiasmittede alligevel.
Det er især unge mellem 15-29 år i Region Nordjylland, der smittes, og i 2018 var det hele 2.960, der gik fra lægen med en positiv klamydiatest.
Og størstedelen af de smittede i Nordjylland kunne findes i Aalborg Kommune, hvor der var 29,6 tilfælde per 1000 unge.
- Det taler for, at de seneste årtiers forebyggelse har slået helt fejl. Kampagner og oplysningsarbejde kan altså ikke stå alene, men skal tænkes sammen med forebyggelse og behandling, fortæller national chef i Sex og Samfund Lene Stavngaard.
Hvorfor kan de unge ikke finde ud af at bruge kondom?
Men hvordan kan det være, at det er så svært for unge i alderen 15-29 år at beskytte sig, når de har sex? Er det bare mega usexet, når man skal være sexet?
Sexolog og pædagog Kathrine Hoberg mener, at forskellige ting gælder for den samlede aldersgruppe.
- Aldersgruppen er lidt todelt, og der sker helt sikkert noget, når man kommer på den anden side af 25, hvor der er nogle andre ting på spil, siger hun og fortsætter:
- Men hos dem inden 25, er en af de grunde, at på det her tidspunkt i sit liv, er man sindssygt risikovillig, og man har ikke helt forstået konsekvenserne endnu for, hvad det kan betyde for eksempel at gå med en klamydia.
Alvorlige konsekvenser ved en ubehandlet klamydia er nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler hos mænd.
- Det er sjovt med den ældre halvdel, for man ville tro, at i +25 alderen ville man have en forståelse for de konsekvenser, der er af sine handlinger. Man ved, når man er +25, at der er rigtig meget på spil, når man skal have sex med en anden for første gang, og så kan man godt blive nervøs for alle de gamle strukturer, der kan være omkring et kondom.
- Og hvis man så siger, at man gerne vil bruge kondom, synes han så, jeg er dominerende, tænker han, jeg er snerpet, eller synes han, jeg er sejere og mere frigjort, hvis jeg bare er ligeglad?
- Jeg kan godt frygte, man stadig er underlagt nogle gamle strukturer. Når vi bliver ældre, handler det i høj grad om sin egen moral, etik og selvværd ind i, at selvfølgelig skal jeg passe på mig selv, og jeg skal også passe på dem, som jeg har lyst til at gå i seng med, siger Kathrine Hoberg.
De bærer ikke ansvaret alene
For Lene Stavngaard fra Sex og Samfund taler stigningen sit tydelige sprog.
- Tallene viser helt tydeligt, at de unge nordjyder ikke bekymrer sig om at få en sexsygdom. De er derimod meget opmærksomme på ikke at blive uønsket gravide, siger Lene Stavngaard.
Udover at arbejde som sexolog og pædagog er Kathrine Hoberg også en del af Sexualisterne. Sexualisterne er unge formidlere, som holder oplæg om seksualitet og debatterer seksualitet på godt og ondt i øjenhøjde med andre unge. Og hun har en lidt anden oplevelse end Lene Stavngaard.
- Jeg er ikke enig med Sex og Samfund i, at vores seksualundervisning har slået fejl, siger Kathrine Hoberg.
- Men vi har måske manglet noget i forhold til, at vi har kørt sindssygt mange skræmmekampagner fra voksen til ung. Jeg tror, det virker i forhold til p-pillerne, så føler de sig beskyttede, for så får de fandeme ikke et barn ud af det i hvert fald. Det er en rimelig håndgribelig konsekvens, når man er 17, tilføjer hun.
Modsat en graviditet kan klamydia nemt behandles med antibiotika, hvis det opdages i tide. Men faktisk florerer også andre kønssygdomme, der aldrig forsvinder igen.
HERPES: Hele 20 procent af befolkningen er ramt af herpes i kønsdelene. Herpes kan ikke helbredes, men smitter kun, når det er i udbrud.
HPV: En anden gængs kønssygdom er HPV-virussen, der kan give kønsvorter og i værste tilfredse udvikle sig til kræft. Selvom man ikke kommer helt af med sygdommen ved behandling, nedsættes smitterisikoen dog, og den er yderligere minimal, når sygdommen ikke er i udbrud. Før vaccinen regnede man med, at op til 80 procent af befolkningen på et tidspunkt ville rammes af HPV.
Kilde: Sexlinien, Aids Fondet og Sex og Samfund
Men hvor ligger ansvaret i forhold til at få de unge nordjyder til at tage kondomet med i lommen? Ifølge Lene Stavngaard ligger det ikke kun hos de unge.
- Vi mangler en højere politisk prioritering af unges seksuelle sundhed, mener hun.
Ifølge Lene Stavngaard mangler der ungevenlige alternativer, når det kommer til at blive testet.
- De unge er notorisk svære at få til lægen, og det er en misforståelse at tro, at det kun er fordi, de synes, at det er pinligt. Det skyldes i høj grad også besværet omkring tidsbestilling, og at man som ung typisk vil blive nødt til at tage fri fra uddannelse eller arbejde for at kunne møde op hos lægen, siger Lene Stavngaard.
Kathrine Hoberg er med på, at tallene viser en høj smitte, men hun vender samtidig bøtten om, når hun skal forholde sig til de mange lægebesøg, Nordjyllands unge har haft.
- Man kan også sige, gad vide om vi i Nordjylland bare er blevet rigtig gode til at blive tjekket? Det kan jo godt være, at unge er blevet rigtig gode til at gå til læge, og det så er derfor, der pludselig dukker en masse tal op.
Flere penge til forebyggelse i 2020
Imidlertid glæder Kathrine Hoberg sig over, at Aalborg Kommune, hvor de flest klamydiasmittede i regionen befinder sig, lægger flere penge til side til unges seksuelle sundhed i det nye år. Ifølge borgmester Thomas Kastrup Larsen er tallene nemlig nogle, de har kendt til en rum tid.
- Det er en træls udvikling, men det er ikke en udvikling, der overrasker mig. Det er noget, vi har været bekendt med længe, og derfor har vi også valgt at lave en indsats i vores budget, hvor vi har sat ekstra penge af til at adressere det her i undervisning på ungdomsuddannelserne i 2020. Det er et vigtigt område, fordi unges seksuelle sundhed betyder meget - også i forhold til pigernes evne til at kunne få børn fremover, fortæller han.
Lene Stavngaard er sikker på, at mere ungevenlige muligheder for at blive testet vil begrænse smitten.
- Vi ved fra de unge selv, at ca. en femtedel af dem ikke ville være gået til lægen, hvis ikke de havde haft mulighed for at bestille hjemmetesten (som nogle kommuner tilbyder red.). Det vidner om, at der blandt unge er et klart behov for et gratis, lettilgængeligt og sikkert tilbud. Der er blandt unge nordjyder et stort behov for alternative muligheder for at blive testet, som møder dem, der hvor de er, lyder det fra Lene Stavngaard.
Men bedre testmuligheder for unge i Aalborg er ikke noget, der har været med i overvejelserne hos Aalborg Kommune. Endnu.
- Det har vi ikke forholdt os til på nuværende tidspunkt, men det er da helt klart relevant at tage op, om der skal tilbydes nogle ekstra muligheder, siger Thomas Kastrup Larsen.
Indse det - sex er skidekluntet
Kampagnerne har ifølge Lene Stavngaard fejlet - men hvad så? Hvordan skal man få unge til at se kondomet som en sikkerhed?
- Man kan sammenligne det lidt med cykelhjelmen, griner Kathrine Hoberg.
- Engang snakkede man også meget om, hvor nederen det var, at man skulle bruge cykelhjelm. Men det har vi jo lært nu, at et kraniebrud er endnu mere nederen end at bruge cykelhjelm. Der har vi arbejdet rigtig meget med kulturen omkring det. Og det tror jeg også, vi er nødt til at tænke ind i det med kondomet, siger hun.
Vi har nemlig i alt for mange år talt negativt om kondomet, og det går igennem generationer.
- Jeg tror, man har dyrket den negative fortælling om det, i forhold til at det er akavet, at man ikke kan mærke nok, når man bruger det, eller folk der synes, det er irriterende at bruge. Man har brugt den her fortælling meget mere, end at hvor var det trygt, eller hvor var det dejligt, at vi passede på hinanden.
Og det er tid til, at vi ændrer hele kulturen. Ikke kun omkring kondomet men også omkring sex. For den perfekte forestilling om sex involverer ikke et kondom, der får det hele til at gå i stå et øjeblik. Men indse det - hvor tit er sex perfekt?
- Kondomet er sgu lidt akavet. Det er det bare. Og det tror jeg for det første, at det er vi nødt til at have en accept af. For når vi har lyst til at have sex med hinanden, så er der jo lige pludselig noget på spil imellem os. Man er i det intime rum, hvor man også tænker, om man gør det godt nok, og hvis man så også skal ligge der og fumle lidt med kondomet, siger Kathrine Hoberg og fortsætter:
- Det bedste råd er i virkeligheden bare accept af, at ja, det er sgu lidt akavet, og hvad så? Jeg tænker bare, at hvis det er fordi, vi har en forestilling om, at sex altid er kønt, ubesværet eller ligesom på film, hvor man aldrig ser et kondom, jamen så tænker jeg, at så bliver man da slemt skuffet. For sex er da tit kluntet, skørt, nogle gange også lidt sjovt og nogle gange også lidt bøvlet. Nogle gange kan man ikke få tingene til at virke, og nogle gange slår man hovedet ind i væggen, siger hun.
Forestillingen om sex skal ændres, så kondomets blakkede ry også kan ændres.
- Jeg tror bare, at jo mere man siger ’vi to har valgt det her sammen, fordi vi har lyst til det her sammen’ , at vi så bliver endnu bedre til at sige ’det er måske ikke kønt, men vi er sammen om det, og så tager vi sgu hele pakken’. Vi skal have ændret den kultur ved at gå ind og styrke de unge og sige, det må gerne være kejtet, og jeg må gerne gå ind og være usikker, slutter Kathrine Hoberg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.