Påkørte ung cykelrytter bagfra og stak af: - Kujonagtigt

Politiet har ingen spor af flugtbilisten

Racercyklen blev ødelagt ved påkørslen, og bilisten kørte væk uden at stoppe. Privatfoto

Racercyklen blev ødelagt ved påkørslen, og bilisten kørte væk uden at stoppe. Privatfoto

KLARUP:En 20-årige cykelrytter, der var ved at træne på Sønderkæret ved Klarup, blev torsdag aften påkørt bagfra.

Bilisten, der påkørte ham, gassede derefter op og kørte væk, og Nordjyllands Politi har ingen spor af flugtbilisten.

Derfor søger politiet nu vidner, der kan have set et køretøj i lige det område ved Klarup torsdag aften.

Så intet - men hørte lyden

Påkørslen skete torsdag ca. kl. 19.13. Den 20-årig mandlige cykelrytter røg af racercyklen og landede på ryggen, og han nåede ikke at se flugtbilen.

Han nåede dog at høre køretøjet gasse op og forsvinde straks efter påkørslen.

Cykelrytteren slap forholdsvis heldigt fra påkørslen. Han har fået hudafskrabninger på hænderne, ødelagt sit cykeltøj, men er ikke kommet noget alvorligt til.

Til gengæld er hans dyre carbon-racercykel totalskadet.

Anne Mette Voldbjerg, mor til den 20-årige, har på Facebook efterlyst vidner til påkørslen af sønnen.

- Kujonagtigt at stikke af

- Man kan komme til at forvolde et uheld, men så må man stå ved det. At køre væk uden at stoppe op, er kujonagtigt, siger hun.

Også politiet understreger, at man som bilist skal stoppe, hvis man påkører nogen.

- Man har pligt til at blive på stedet, hvis man påkører en person, siger vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

Især har man pligt til at stoppe op og sikre sig, at personen ikke er kommet noget til, understreger politiet.

Hvis man har set cykelrytteren på den mørke racercykel, og et køretøj i området torsdag omkring 19-tiden, vil politiet gerne have besked på tlf. 114.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.