Partier tror på den her dark horse, når Aalborgs CO2-udslip skal ned

Flere af byrådets partier ser vidt forskelligt på, hvordan man skal nå CO2-reduktioner på transportområdet, men et område er slet ikke med, og flere mener, at det måske kan være en stor del af løsningen - desuden mener parti at nogle tiltag på personbil-området rammer socialt skævt

Flere partier i Aalborg Byråd mener, at der er en bestemt  mulighed for at nedbringe CO2-udslippet på transportområdet i Aalborg Kommune, der endnu ikke er kommet i spil.
Flere partier i Aalborg Byråd mener, at der er en bestemt  mulighed for at nedbringe CO2-udslippet på transportområdet i Aalborg Kommune, der endnu ikke er kommet i spil. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG: Der er måske en dark horse i kampen om at få nedbragt Aalborgs CO2-udledning på transportområdet, som kan være med til, at kommunen samlet set når målet om en reduktion på 70 procent i 2030. 

For mens kataloget, som forvaltningen har udarbejdet, har krasse forslag vedrørende biltrafik i Aalborgs midtby som store prisstigninger på betalingsparkering, parkeringslicenser og en nulemissionszone, så er en transportform slet ikke med i det katalog af tiltag, der skal få operationen i mål. 

Nedbringelse af CO2-udledningen fra flytrafikken fra Aalborg Lufthavn skal hjælpe Aalborg Kommune i mål med 70 procent reduktionen af CO2-udslippet i 2030, mener flere partier. Arkivfoto: Henrik Bo

- Der er ikke lagt noget ind i forhold til, hvordan flytrafikken kommer til at reducere CO2-udslippet, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der også er formand for Aalborg Lufthavn, som kommunen er medejer af.

Aalborg Lufthavn arbejder allerede på, at landets største indenrigsrute nemlig Aalborg-København bliver grøn fra 2025. Statsminister Mette Frederiksen annoncerede nemlig i nytårstalen, at danskerne senest i 2025 skal have mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute. Borgmesteren har bedt om, at man får kigget nærmere ned i, hvordan grønt flybrændstof kan medvirke til en CO2-reduktion.

- Jeg tror, at det kan være med til, at man finder nogle løsninger på alt det her, siger Thomas Kastrup-Larsen.

I forhold til de omdiskuterede forslag, der rammer biltrafikken, siger han. 

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) tror, at CO2-reduktioner på flytrafikken kan hjælpe kommunen med at nå 70 procents målet. Arkivfoto: Lars Pauli

- Når man ser på kataloget, så er det meget vidtgående, og jeg tror helt sikkert, at vi i den kommende tid vil se, at der kommer en kvalificering af indholdet og alternative forslag til, hvordan vi kan nå i mål med en CO2-reduktion på transportområdet.

Han mener også, at man skal passe på, at man ikke løfter det hele på en gang. 

En levende by

- Der er ingen, der ønsker en situation, som Aalborg City beskriver vil være konsekvensen af det her, hvor Aalborg kommer til at tabe massevis af arbejdspladser, butikker og alle sådan nogle ting. Jeg ønsker en levende by med mange mennesker, hvor det er til at komme ind, siger borgmesteren. 

Han peger på, at man nu skal ind i de konkrete drøftelser af initiativerne, og at man skal have borgerne med sig. 

Borgmesteren vil ikke på det her tidspunkt gå ind og sige, at noget i kataloget er 100 procent uspiseligt.

- Vi må ikke udelukke borgere

- Men det er klart, at hvis vi indførte en nulemissionszone i morgen, så ville det være virkelig svært for borgerne at forholde sig til. Så derfor er det vigtigt at komme ind i en konkret debat og gøre det på en måde, hvor vi ikke udelukker aalborgenserne og de øvrige nordjyder til at komme ind til byen.

Han har også meget svært ved at se, at man vedtager yderpunkterne i modellerne, der taler om prisstigninger på op til 144 procent på betalingsparkering, eller at en parkeringslicens årligt skal koste op til 20.000 kr. for en fossildreven bil.

- Men derfor kan man godt diskutere om man skal gøre noget ved det, siger borgmesteren. 

Også Venstre ser grøn flytrafik fra Aalborg Lufthavn, som en uudnyttet mulighed i CO2-regnskabet. 

- Det skal regnes ind

- Vi har en stærk formodning om, at vi indenfor få år kan få vores flytrafik til at flyve grønt altså på noget metanol i stedet for, og det skal selvfølge også regnes ind, siger by og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).

Desuden kan teknologiske fremskridt hjælpe, så rådmanden advarer imod at låse sig fast på noget, "der er fuldstændigt voldsomt, og som vil have store økonomiske konsekvenser for os og vores butiksliv".

Venstre er, som det fremgår, ikke begejstret for alle forslag i den fremlagte pakke på transportområdet. 

Venstre og by og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen mener, at flere af initiativerne på transportområdet har en social skæv vinkel. Arkivfoto: Henrik Bo 

- Det er nogle voldsomme greb, der lægges op til, og hvis vi skal tage hul på det her, så skal vi have en diskussion af, hvad vi vil med vores by fremadrettet. Altså vil vi bevare en levende bymidte med handelsliv, for så bliver vi nødt til at sørge for, at der er en vej derind til, siger Jan Nymark Thaysen.

Venstre mener også, at flere af forslagene på transportområdet med p-priser og nulemissionszone rammer socialt skævt. 

- Social skæv vinkel

-Cirka halvdelen af forslagene har en social skæv vinkel, og derfor skal vi konkret analysere, hvad konsekvenserne vil være ved de her tiltag. 

Også konsekvenser for butikslivet skal undersøges, så man træffer beslutninger på et oplyst grundlag, mener Venstre. 

Det Konservative Folkeparti maner til besindighed.

Sammenhæng i forslag

- Man skal jo passe på, at man ikke slipper jorden med fødderne, der skal være sammenhæng i de forslag, som man kommer med. Og det nytter ikke noget at begynde at umuliggøre adgangen til bymidten for privatbilisme, før man har den anden del af systemet på plads. Altså før man har et park & ride system og et effektivt kollektivt trafiksystem på plads, siger Vibeke Gamst (K).

Hun peger på, at på det lange sigt, så skal den centrale bydel være fredet for biltrafik, så man parkerer på en park & ride plads i udkanten af byen, og bruger kollektiv transport det sidste stykke af vejen.

- Men det skal følges ad, og indtil da vil vi ikke være med til at gøre det vanskeligere for privatbilister at komme ind til byen. Det er noget, som man gør i et greb, ellers bliver midtbyen smadret, siger Vibeke Gamst.

Partiet ønsker ikke at pille ved taksterne på de offentlige p-pladser. 

R åben for det hele

Radikale Venstre er grundlæggende åben overfor alle forslag i pakken, og peger på, at CO2-reduktionen er en bunden opgave.

- Hvis der er nogen, der kan komme på forslag, som på en eller anden måde er bedre, og som vil give det samme resultat, så er vi totalt villige til at se på det, men vi har ikke selv nogle bedre forslag, siger partiets gruppeformand Daniel Nyboe Andersen (R).

Han peger på, at der er krasse forslag i mellem.

- Der er ingenting sket

- Men der er jo ikke nogen, der siger, at vi skal indføre det hele i år eller næste år. Men vi må jo erkende, at i de seneste mange år er der absolut ingenting sket på CO2-udledningen indenfor transportområdet, det står totalt stille. 

EL går ind for tiltagene i kataloget og mener også, at det samtidig er en indsats for at minimere trængsel på vejene og støj. 

- Jeg er overbevist om, at man vil ende med, at man bliver nødt til at gennemføre langt de fleste af de tiltag, der er i udspillet, siger klima- og miljørådmand Per Clausen (EL).

Han ser dog også flytrafikken, som et område, hvor man endnu ikke har høstet reduktioner.

- Man kan lave en aftale med Aalborg Lufthavn om, at de reducerer deres CO2-udslip. 

SF mener som udgangspunkt, at hele kataloget med initiativer på transportområdet er spiseligt.

- Mere nuancerede forslag

- Umiddelbart har vi svært ved at pege på, hvor man finder andre løsninger end dem, der er foreslået fra forvaltningens side, siger gruppeformand for SF, Peter Larsen.

Han vil gerne se  mere nuancerede forslag på de enkelte initiativer samt effekten af dem på CO2.

- Vi skal ikke sætte taksterne mere op end nødvendigt i forhold til CO2-reduktionen, siger Peter Larsen. der ellers også ser afledte positive effekter af tiltagene som mindre luftforurening og støj. 

Dansk Folkeparti har stemt imod 70 procent reduktionen ud fra en vurdering af at de menneskelige konsekvenser ved de konkrete indsatser er for store i forhold til klimagevinsterne.

- Det står ikke mål med omkostninger

- De CO2-reduktioner og klimagevinster, som vi får ud af det, står ikke mål med de omkostninger, som det vil have for vores erhvervsdrivende inde i midtbyen, og de gener det vil have for vores borgere, at de ikke kan bruge byen, som de kan i dag, sige senior- og omsorgsrådmand Kristoffer Hjort Storm (DF), der mener, at man i stedet skal satse på effekterne af ny teknologi. 

- Man skal sørge for, at man generer befolkningen mindst muligt i den grønne omstilling, så man har flest muligt med, og det synes jeg ikke, at man gør med det her forslag. 

Nye Borgerlige har også stemt imod 70 procent reduktionen, da byrådet så på sagen i april, da man ikke mener, at kommunen skal låse sig fast på en 70 procent reduktion, med mindre man har sikkerhed for, at tiltagene batter. 

Indtil videre er det aftalt, at de konkrete handlinger for at nå 70 procent målsætningen afklares politisk frem mod sommerferien.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden