Passagerer på krydstogtskib i Aalborg tjekkes for corona
Skibet er sejlet, inden prøvesvar er klar - alligevel kan test hjælpe
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:21
Opdateret med antallet af testede personer
AALBORG: Fredag morgen gik folk fra Testcenter Danmark om bord på det luksuriøse krydstogtskib SeaDream 2, der lagde til ved Honnørkajen i Aalborg Havn tidligere samme morgen.
På krydstogtskibet blev i alt 42 passagerer og besætningsmedlemmer, der selv ønskede det, testet for corona.
De 42 testede er omkring en femtedel af de personer, der befinder sig på krydstogtskibet.
Det medbragte omkring 100 passagerer og har 95 besætningsmedlemmer.
Et andet skib fra samme rederi - skibet SeaDream 1 - blev tidligere sat i karantæne ved Bodø i det nordligste Norge. Det skete, efter en passager på det skib - en dansker - viste sig at være smittet med corona.
Resultatet af de corona-tests, der blev foretaget på krydstogtskibet i Aalborg, ventes klar lørdag - dagen efter, at skibet sejlede videre. Det forlod Aalborg fredag eftermiddag.
Alligevel gav det god mening at teste passagerer og besætningsmedlemmer på skibet, fastslår Tina Beith, leder af Testcenter Danmarks afdeling i Nordjylland
Dels vil skibet kunne få besked, hvis det viser sig, at der er en eller flere coronasmittede om bord.
Dels vil det hjælpe smitteopsporingen i Aalborg, hvis man ved, hvor en eventuel smittet krydstogtturist har befundet sig i byen i løbet af det korte besøg.
Salgschef ikke bekymret
Salgschef Kjartan Ross fra Aalborg Havn var ikke bekymret over besøget af krydstogtskibet:
- Passagererne var nordmænd og nogle få danskere, og de foregående anløb har været i norske havne - bortset fra Skagen. Reelt er situationen ikke anderledes end, hvis de havde taget færgen til Hirtshals, siger han.
Passager forlod skibet i Aalborg
En af de passagerer, som lod sig teste, mens krydstogtskibet var i Aalborg, er Carsten Thomsen fra Hørsholm i Nordsjælland.
Han besluttede sig for stå af skibet i Aalborg og flyve hjem.
Han ville ikke løbe den risiko at rejse med videre til Norge, fordi han var nervøs for, om alle på krydstogtskibet kommer i 14 dages karantæne, hvis det viser sig, at en eller flere passagerer om bord er smittet.
Læs også:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.