Truede med kniv: Nu søger politiet vidner
En mand er varetægtsfængslet i forbindelse med sagen, som han nægter kenskab til
Opdateret kl. 08:04
Politiet efterlyser nu vidner i en sag om forsøg på hjemmerøveri i Astrup ved Arden.
En mistænkt person er anholdt i sagen, og efterlysningen kommer, så man kan fastlægge det samlede hændelsesforløb. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har efterforsket sagen siden 7. marts, hvor man modtog en anmeldelse om et forsøg på hjemmerøveri begået på Terndrupvej i Astrup.
Flygtede fra stedet
Anmeldelsen lød på, at en mand havde henvendt sig på adressen og truet beboeren med en kniv – samtidig sagde gerningsmanden, at han ville have penge.
Det lykkedes offeret på adressen at komme i sikkerhed inden for i villaen, hvorefter gerningsmanden flygtede fra stedet.
Ingen kom fysisk til skade, og gerningsmanden fik ikke noget udbytte med sig.
Gerningsmanden blev beskrevet som: mand, 20-25 år, ca. 180 cm. høj, iført mørkt tøj og med en hue på hovedet.
En person varetægtsfængslet
Politiet blev efterfølgende gjort opmærksom på, at en mand som svarede til signalementet gik rundt i Astrup centrum, og en 18-årig mand blev anholdt samme aften. Det oplyser politikommissær Mikkel Brügmann i pressemeddelelsen.
I grundlovsforhøret dagen efter blev manden varetægtsfængslet, mistænkt for at have forsøgt at begå hjemmerøveri. Manden nægter dog forholdet.
Den anholdte var på tidspunktet for sin anholdelse iført en blå dunjakke med en sort hættetrøje under, blå cowboybukser og sorte sko. Han bar endvidere en halsedisse om halsen.
Har man oplysninger til sagen, bedes man straks kontakte politiet på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.