Politiet efterlyser mand efter forsøg på voldtægt i Aalborg
Efter et forsøg på voldtægt 12. september efterlyser Nordjyllands Politi nu formodet gerningsmand
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:12
AALBORG: Nordjyllands Politi efterlyser nu den formodede gerningsmand til en alvorlig episode i Aalborg, som politiet betragter som et forsøg på voldtægt.
Det oplyser lederen af politiets efterforskning, politikommissær Lene Madsen i en pressemeddelelse.
Søndag 12. september 2021 klokken 05.34 fik politiet en anmeldelse fra en 19-årig kvinde, der efter en bytur samme nat var blevet passet op af en ung mand på Vesterbro i Aalborg omkring klokken 4.15.
Under påskud af at have brug for hjælp fik manden lokket kvinden med sig.
- Kvinden fulgte med ham til Stengade, bag Sygehus Nord, og her ændrede manden pludselig adfærd: Han greb hårdt fat i kvinden og fik hende skubbet omkuld. Det lykkedes dog heldigvis for kvinden snarrådigt at slippe ud af situationen – og hun henvendte sig straks til os, forklarer politikommissær Lene Madsen.
Politiet har offentliggjort video-overvågningsbilleder af den formodede gerningsmand, der beskrives som:
- Cirka 25 år gammel
- Mørk i huden
- Cirka 175 cm høj
- Lettere buttet
- Mørkt kort hår, kort sparsomt skæg.
- Iført sort cap, sort hættetrøje med orange lynlåse på fronten. Sorte addidas bukser med orange bånd/stribe om det venstre ben og grå sportssko.
- Vi tager sagen yderst alvorligt – og vi opfordrer ham til at melde sig til os med det samme, fastslår Lene Madsen, der også opfordrer andre med oplysninger i sagen om at rette henvendelse til politiet på 114.
Af hensyn efterforskningen kan Nordjyllands Politi ikke gå i detaljer med sagens enkeltheder.
- Men der er nogle omstændigheder omkring episoden, der gør, at vi betragter det som forsøg på voldtægt, siger Lene Madsen.
Nordjyllands Politi kan kontaktes på 114.