Politiet efterlyser vidner til hasarderet kørsel

En 32-årig mand i en ældre VW Passat forsøgte at køre fra flere patruljevogne

Foto: Jan H. Pedersen

Foto: Jan H. Pedersen

AALBORG:Nordjyllands Politi har torsdag eftermiddag standset og anholdt en 32-årig mand, efter han i nogen tid havde forsøgt at køre fra politiet i Aalborg. Det oplyser vagtchef Jesper Sørensen.

- Klokken 15.35 meddeler en af mine indsatsledere, at han eftersætter en ældre Passat ude i Øgadekvarteret i Aalborg - der er flere patruljer, der deltager i det.

- Han kører rundt i Øgadekvarteret, inden vi får ham standset på Østre Allé. Der er tre personer i bilen, der er anholdt indtil videre, og i hvert fald føreren tænker vi sigtes efter straffelovens paragraf 252 fareforvoldelse, siger Jesper Sørensen.

Straffelovens §252

§ 252. Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs vis volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Udover føreren drejer det sig om to mænd på 28 og 25 år, der var passagerer i bilen.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner til den hasarderede kørsel, og der er specielt to episoder, Jesper Sørensen gerne vil have belyst yderligere.

- Den ene er i Bonnesensgade, hvor indsatslederen kører fra nord mod syd, da han (den 32-årige, red.) på et tidspunkt er inde over noget fortov eller cykelsti. Der er en modkørende bil, og føreren af den bil vil vi gerne i kontakt med.

- Der er også en episode, hvor han kører ad Fyensgade og drejer til venstre på Bornholmsgade. Der skulle der også være nogle vidner - nogle personer, der står der, og der kommer også en bus - hvis nogle af de personer kan henvende sig, så vil det være fantastisk, siger Jesper Sørensen-

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.

På grund af den hasarderede kørsel og den fare, udenforstående er blevet udsat for, så skal sagen forbi politiet jurister, der skal vurdere, om man vil fremstille den 32-årige i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling - der kan blive tale om flere forhold end den hasarderede kørsel.

Men så langt er politiet ikke nået med sagen endnu, siger vagtchefen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.