Politi

Politiet var massivt til stede på Grønlands Torv i Aalborg. Årsagen var knivstikkeri

Politiet er i gang med efterforskning af det, vagtchefen kalder et mistænkeligt forhold. 
Politiet er i gang med efterforskning af det, vagtchefen kalder et mistænkeligt forhold.  Privatfoto: Sandra Møller Simonsen

Opdateret 19. august 2025 kl. 06:37

Opdateret tirsdag morgen med seneste status fra Nordjyllands Politi

Mandag aften var Nordjyllands Politi "massivt tilstede", som vagtchefen udtrykte det, på Grønlands Torv i Aalborg. 

- Vi har et mistænkeligt forhold, som vi er i gang med at undersøge og efterforske. Vi er massivt tilstede, fortalte vagtchef ved Nordjyllands Politi Martin Møller kort før kl. 21.

Han kunne i første omgang ikke oplyse ret meget om årsagen til patruljevognenes tilstedeværelse. 

Men han fortalte dog, at en 18-årig mand var kommet til skade med sin arm. 

- Vi er ved at undersøge de nærmere omstændigheder, lød det fra vagtchefen. 

Kort efter kl. 22 kunne vagtchef Martin Møller oplyse, at det drejede sig om et knivstikkeri. 

 - Det er et stik i venstre overarm. Den unge mand er ikke i livsfare, sagde Martin Møller. 

Den unge mand blev indlagt og har ifølge vagtchefen ikke ønsket at give ret mange oplysninger, så politiet efterforsker fortsat sagen. 

I forhold til gerningsperson eller -personer har politiet endnu ikke oplysninger at dele med offentligheden. 

- Vi holder alle muligheder åbne, lød det fra vagtchefen. 

Politiet forlod sidst på aftenen Grønlands Torv.

Gerningsmand er fortsat på fri fod 

Tirsdag morgen kan Nordjyllands Politi oplyse, at de fortsat leder efter gerningsmanden.

- Vi har signalement og forurettedes forklaring i sagen, men vi har ikke fundet gerningsmanden endnu. Vi har noget at arbejde videre med, og det kommer vi også til at gøre i løbet af dagen, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Morten Axelsen.

Det er efter politiets overbevisning en enkelt mand, der står bag gerningen, og der er ikke noget, der tyder på, at det er banderelateret.

Politiet ved endnu ikke præcist, hvad der ligger forud for hændelsen, men der skulle ifølge forurettedes forklaring have været nogle uoverensstemmelser mellem parterne, der løb af sporet og udviklede sig til knivstikkeriet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden