Politiet har travlt med at dæmpe musik i parker: Der skal slukkes om aftenen
Antallet af klager over for høj musik er steget med flere hundrede procent. Især i Aalborgs populære parker er problemet stort
NORDJYLLAND: Siden coronakrisen lukkede festen i Jomfru Ane Gade og resten af nattelivet i Nordjylland i starten af marts, er der blevet festet løs andre steder.
Blandt andet i det offentlige rum - og især i det populære parker i Aalborg.
Men det er langt fra alle, der er glade, når musikken spiller. De sidste tre måneder har Nordjyllands Politi og Aalborg Kommune oplevet en markant stigning i klager over for høj musik.
I april, maj og juni steg antallet af klager over "musik til ulempe" i Nordjylland med flere hundrede procent, oplyser vicepolitiinspektør Henrik Skals, Nordjyllands Politi.
- Langt de fleste af sagerne er i Aalborg, og vi må konkludere, at der er en sammenhæng mellem at Jomfru Ane Gade er lukket og den markante stigning i anmeldelser, siger Henrik Skals og fortsætter:
- Det gode vejr indbyder jo også til at opholde sig ude, og så har folk nok også bare brug for at komme ud og være sammen.
Og det gør folk i stor stil - især i weekenderne.
Her er Vestre Fjordpark, Jomfru Ane Parken, Kildeparken og Østre Anlæg i Aalborg velbesøgt af grupper af mennesker, der nyder vejret, hinandens selskab og måske har en lille fest.
Men når klokken bliver mange og lydtæppet til park-festen kommer fra en stor soundboks, opstår problemerne og naboerne til parkerne tilkalder politiet, der må rykke ud og få festdeltagerne til at skrue ned.
For høj musik kan få konsekvenser
Og det kan få konsekvenser, hvis problemerne fortsætter.
I Østre Anlæg har politiet har allerede uddelt bøder for at spille musik sent om aftenen. Man har nemlig lov til at spille musik i parker uden at det er til gene for andre, men efter klokken 22 skal musikken slukkes ifølge støjregulativet.
Og i Østre Anlæg har Aalborg Kommune sat et skilt op, der gør opmærksom på den begrænsning.
Rådmand for By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Hans Henrik Henriksen (S) fortæller, at skiltene i Østre Anlæg er blevet sat op, efter kommunen havde modtaget flere henvendelser om støj fra parken.
- Mange søger jo til parkerne, fordi de gerne vil ud, og det har også medført, at fester er flyttet dertil. Og vi appellerer til, at man tager hensyn til dem der bor i nærområderne, siger Hans Henrik Henriksen.
Rådmanden oplyser, at kommunen planlægger at sætte flere skilte op i andre områder.
Udover bøder, så har politiet til gengæld et noget mere indgribende redskab i værktøjskassen, hvis problemerne med for høj musik fortsætter.
- Vi har stadig muligheden for at indføre opholdsforbud i f.eks. parker. Men det vil vi helst undgå, siger Henrik Skals.
Appel: Vis hensyn
Derfor opfordrer både politi og Aalborg Kommunen til, at man viser hensyn til andre, når man opholder sig i parkerne og spiller musik.
- Man skal ikke feste for andre end sig selv, siger Henrik Skals og fortsætter:
- Man må gerne høre musik, men det må ikke være til ulempe for andre. Og det bliver et skøn fra vores side, hvornår det er til ulempe. Men et godt råd er, at holde volumen nede og så slukke musikken, når man skal, siger Henrik Skals.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
