Krimi

Fem anholdt efter voldeligt overfald i Aalborg. Politiet anser det som del af bandekonflikt

Fem personer har været anholdt, de er alle løsladt igen

Politiet spærrede flere gader af fredag i Aalborg efter overfaldet.
Politiet spærrede flere gader af fredag i Aalborg efter overfaldet. Jan Herkert Pedersen

Opdateret kl. 11:07

Politiet efterforsker et voldeligt overfald i Aalborgs midtby fredag eftermiddag som en del af den verserende konflikt i Aalborgs bandemiljø.

Det fortæller vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi til Nordjyske lørdag formiddag.

Generelt er politiet dog sparsom med oplysninger i sagen af hensyn til efterforskningen.

- Men fem personer, der blev anholdt, er alle løsladt igen. De er fortsat sigtet, siger vagtchefen, der dog ikke ønsker at uddybe yderligere om de anholdte, eller hvad de er sigtet for.

I forbindelse med overfaldet blev der anvendt slagvåben, og to personer kom til skade - dog ikke livstruende.

- Der er en del videomateriale fra overfaldet, og der er nogle personer, vi i øjeblikket leder efter, siger René Kortegaard uden at gå yderligere i detaljer på nuværende tidspunkt.

Han understreger samtidig at:

- Det er vigtigt, at man ikke føler sig utryg ved at færdes i Aalborgs midtby, vi ser det som et internt opgør.

Politiet fik meldingen om overfaldet på Steen Blichers Gade omkring klokken 16.30 fredag, og det opstod i forbindelse med, at to biler stødte sammen. Området var efterfølgende afspærret i flere timer.

Har du oplysninger i sagen hører politiet gerne om det på 114.

Det ved vi nu:

  • Nordjyllands Politi betragter overfaldet fredag som en del af den verserende bandekonflikt i Aalborg.
  • Politiet leder i øjeblikket efter nogle personer i forbindelse med overfaldet.
  • Fem personer har været anholdt.
  • De er løsladt igen og er fortsat sigtet.
  • To personer har fået skader, der kræver behandling, men de er ikke i livsfare.
  • Forud for volden stødte to biler sammen.
  • Slagvåben er blevet anvendt under overfaldet.
  • Da opgøret bliver betragtet som internt, behøver borgere ikke frygte at færdes i midtbyen.

Det mangler vi svar på:

  • Hvilke grupperinger var involveret i overfaldet.
  • Hvad er deres indbyrdes relation.
  • Hvad var motivet for overfaldet.
  • Hvad er de nu løsladte sigtet for.
  • Hvem leder politiet efter.
  • Hvad er hændelsesforløbet op til overfaldet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden