Politiet: Stille karneval med blot 17 sager noteret - 214 personer på skadestuen
Både politi og skadestue melder om færre episoder end tidligere år
Opdateret kl. 22:46
Det har været et forholdsvis stille karneval - i hvert fald set med politiets øjne. Ved 21.30-tiden lørdag var der kun meldt om to deciderede voldsepisoder: en yngre kvinde blev anholdt i Kildeparken for vold mod en betjent, som hun bed i armen, og desuden var der et slagsmål i Sankt Jørgens Gade tidligere på dagen - et forhold, som fortsat er under efterforskning.
Derudover var der to sager om trusler om vold mod tjenestemand i funktion, syv sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og to sager, der drejer sig om euforiserende stoffer.
I alt havde politiet ved 21.30-tident registreret 17 sager relateret til Aalborg Karneval.
Senest blev en 27-årig mand anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han sparkede på biler på Vesterbro, nær Kildeparken. En anden blev standset af en patrulje, da han var i færd med at sælge euforiserende stoffer. Under anholdelsen fremkom han med trusler mod betjentene, hvilket ydermere afstedkom en sigtelse for det.
Fra hittegodskontoret er meldingen, at der er indleveret en del mobiltelefoner og andre tabte sager. Herudover har der, i løbet af dagen, været 198 opkald til telefon 114 om stort og småt.
Politiet er fortsat talstærkt tilstede - uniformeret såvel som civilt. Den mobile politistation, som dagen igennem har holdt ved Ansgar Kirke, lukkede dog ned klokken 21.00.
Vicpolitiinspektør Lasse Kragh, der leder politiets indsats, fortæller at arbejdet fortsætter, selvom det tynder ud i festen:
- Vi fastholder et højt tryk og er klar på at håndtere de sager, der måtte komme. Vi ser generelt at folk er rigtig gode til at hjælpe hinanden derude; det er mange meget unge mennesker, der er ude i aften, så vi opfordrer til, at man giver en hjælpende hånd, hvis nogen skulle mangle sådan en, lyder det fra vicepolitiinspektøren.
Status fra den fremskudte skadestue
Den fremskudte skadestue er nu lukket ned og har gjort status for dagen.
214 personer har været forbi skadestuen, heraf er 65 tilskadekomne blevet sendt videre til Aalborg Universitetshospital. Man fik 74 opkald ude i byen, hvor 35 blev løst af førstehjælpere, mens resten er blevet løst af personale i ambulancer eller patienttransportkøretøjer.
AMK-vagtcentralchef Jan Lindberg fortæller, at det efter hans og hans medarbejderes vurdering er talt om et mere stille karneval end normalt.
- Det har været mange af de mindre skader, der har domineret billedet. Der var relativt travlt fra klokken 15:00 til 17:00, hvorefter det stilnede af. Hvad angår opkald har vi haft 60 opkald ude i byen, heraf blev 31 løst af førstehjælpere, mens resten er blevet løst af ambulancer eller patienttransportkøretøjer, lyder det fra AMK-chefen.
Der er ingen meldinger om alvorlige skader blandt de mange tusinde karnevalsgæster.
Helikopter på ekstramission
Den helikopter, som i perioder har cirklet over dagens karneval, blev først på aftenen kaldt til en hændelse på Mors. Her var en 97-årig mand forsvundet, og Midt- og Vestjyllands Politi behøvede assistance fra helikopteren til eftersøgningen.
Det var stadig en betjent fra Nordjyllands Politi, som sad i helikopteren, da kursen gik vestover. Efter kortere tids søgen fandt helikopterindsatsen den ældre mand i et moseområde. Betjenten og helikopterens tekniker blev landsat og fik straks iværksat redning; den ældre mand blev pakket ind i et tæppe og blev hjulpet i sikkerhed.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.