Politistation bombarderet med sten - nu er tre unge dømt for omfattende hærværk

Tre unge mænd under 18 år er blevet dømt for at smadrede flere ruder og ødelægge facaden på politistationen på Grønlands Torv

 <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo

AALBORG:To 17-årige og en 16-årig dreng er onsdag blevet dømt for et omfattende hærværk på nærpolitistationen på Grønlands Torv.

Hærværket skete 10. februar omkring klokken 19.30 sidste år, hvor politistationen blev bombarderet med sten og fik smadret otte ruder og beskadiget facaden.

Det kostede de to 17-årige tre måneders betinget fængsel, mens den 16-årige blev idømt 80 dages betinget fængsel.

Alle tre dømte havde en reststraf, som blev udløst ved dommen, og alle tre er også blevet dømt til at få deres sag underlagt Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det oplyser anklager Søren Riis Andersen.

Nægtede sig skyldige

De tre dømte nægtede sig alle skyldige i hærværket.

Den ene af de 17-årige og erkendte dog, at han havde kastet en sten på politistationen, men han nægtede at have gjort det sammen med andre, ligesom han altså nægtede, at der var tale om hærværk.

Den 16-årige erkendte også, at have kastet med en enkelt sten, men ifølge hans forklaring, så ramte den ikke politistationen, fortæller Søren Riis Andersen.

Den tredje af de dømte nægtede helt at have været til stede, da hærværket fandt sted. Han valgte også at anke dommen, mens de to andre modtog deres domme.

Yderligere to unge var også tiltalt for hærværket, men de blev begge frifundet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.