Parkering

Svært at finde p-pladser - nu skal de betale for det

Håbet er at gøre det lettere for beboerne at finde en parkeringsplads

Det kan være svært for beboerne at finde en ledig parkeringsplads.
Det kan være svært for beboerne at finde en ledig parkeringsplads. Foto: Aalborg Kommune

Opdateret 27. februar 2025 kl. 17:18

Der er pres på parkeringspladserne i Ø-gadekvarteret i Aalborg. Beboerne kan bruge lang tid på at kredse rundt for at finde et sted at stille bilen.

Det vil Aalborg Kommune prøve: 1. april træder en ny parkeringsregulering i kraft. Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen.

Helt konkret sættes der ind med p-licens, tidsbegrænsninger, betalingsparkering og handicappladser.

- Det er for at lave en adfærdsregulering og hjælpe de borgere, der bor i området. De lokale beboere bliver nogle gange presset ud og har meget svært ved at finde en parkeringsplads. Derfor vil vi via p-licenser give beboerne bedre mulighed for, at de kan finde en parkeringsplads, siger rådmand for by og land Jan Nymark Rose Thaysen i pressemeddelelsen.

Langt størstedelen af p-pladserne i Ø-gadekvarteret bliver med p-licens - mod betaling - til beboere og erhvervsdrivende med cvr-adresse i området. Har man ikke p-licens men eksempelvis gerne vil handle i de lokale butikker, vil der gælde tidsbegrænsning på parkeringen. Og så indføres der altså også betalingspladser. Det er på østsiden af Sønderbro, Fynsgade vest for Samsøgade, Vendsysselgade mellem Langelandsgade og Himmerlandsgade samt p-pladsen ved Østerport. Prisen bliver otte kroner i timen. Der bliver selvfølgelig skiltet med de nye regler.

Nye parkeringsregler og betaling. Kort: Aalborg Kommune

Kommunen vurderer, at en del borgere, der ikke bor eller har ærinde i området, parkerer på de uregulerede p-pladser i kvarteret, fordi der er regulering af parkering i eksempelvis midtbyen og Østre Havn.

- Vi forsøger med dette tiltag at begrænse transitparkering, hvor parkanterne egentlig skal videre til noget andet. De har ikke noget ærinde i området, men parkerer der alligevel. Vi må jo ikke bruge betalingsparkering for at få en kommunal indtægt, så det er alene for at adfærdsregulere til fordel for de lokale borgere, siger Jan Nymark Rose Thaysen.

Beboere og erhvervsdrivende i Ø-gadekvarteret har fået eller vil få besked om ændringerne i e-boks. Her vil det også fremgå, hvordan de køber en p-licens. Ifølge kommunens hjemmeside koster en p-licens 2500 kroner for 12 måneder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden