Ingen ville have tykke Benny - men nu lever han som en prins

Kraftig kat på dyreinternat ventede længe, men ikke forgæves 

Katten Benny i Vestbjerg kaldes "Hans Kongelige Højhed" - ikke uden grund. <i>Privatfoto</i>

Katten Benny i Vestbjerg kaldes "Hans Kongelige Højhed" - ikke uden grund. Privatfoto

VESTBJERG:"Hans Kongelige Højhed Prins Benny".

Den store kat omtales med respekt i sit hjem i Vestbjerg, hvor han har fundet sig godt til rette hos sine nye ejere Jørn og Birgitte Kristoffersen.

Så godt, at Benny med stor selvbevidsthed ligger og daser på en skuffereol, en stol - eller tager sig en lur i en papkasse.

De nye ejere havde ellers købt en fin, dyr seng til Benny, men nej. 

Katte har deres egen vilje - i dén grad også Benny - og for ham er en papkasse helt perfekt at sove i.

- Zzzzzzz! Prins Benny nyder at sove i papkassen. <i>Privatfoto</i>

- Zzzzzzz! Prins Benny nyder at sove i papkassen. Privatfoto

Benny er en af de mange katte, som er indleveret til Nordjyllands Internat i Hjallerup. Enten fordi de findes efterladt, eller fordi deres ejere ikke længere magter at passe dem.

I øjeblikket har dyreinternatet fyldt op med katte, hele 75. 

Normalt varer det ikke så længe, før der er fundet nye ejere - typisk en måneds tid. 

Så let gik det dog ikke ikke for Benny, den buttede seniorkat på otte år. Han måtte tilbringe næsten et halvt år på dyreinternatet.

Men via sociale medier blev Benny lidt af en kendis-kat. 

Et Facebook-opslag fra internatet om buttede Benny nåede ud til over 300.000 personer, heriblandt Jørn og Birgitte Kristoffersen i Vestbjerg.

De slog til og adopterede Benny.

- Vi kan slet ikke undvære ham nu, fortæller Birgitte.

Jørn og Birgitte Kristoffersen slog til og adopterede katten Benny. Nu kan de slet ikke undvære ham. <i>Foto: Nordjyllands Internat</i>

Jørn og Birgitte Kristoffersen slog til og adopterede katten Benny. Nu kan de slet ikke undvære ham. Foto: Nordjyllands Internat

Ægteparret har tidligere haft katte, da de i mange år boede på et nedlagt landbrug ved Hammer Bakker, men da de flyttede i parcelhus i Vestbjerg, havde de ingen planer om kat igen.

Indtil de så opslaget med den buttede kat.

"Værre røver og bandit"

- Vi tænkte "Benny, han skal da bare hjem til os". Han kan få et godt seniorliv sammen med os, siger Birgitte og Jørn Kristoffersen.

- Han er en værre røver og bandit og overrasker os hver dag, fortæller de begejstret.

Parret fandt hurtigt ud af, at Benny har en stærk vilje. Flytter de rundt på en stol, ser Benny skeptisk ud. "Det kan man bare ikke", ser han ud til at mene.

Hunden Sally har efterhånden accepteret, at prins Benny kan virke dominerende.  <i>Privatfoto</i>

Hunden Sally har efterhånden accepteret, at prins Benny kan virke dominerende.  Privatfoto

Familien i Vestbjerg omfatter også den otte år gamle golden retriever-hund Sally, som efterhånden har accepteret, at Benny kan virke dominerende.

- Katten har sat sig i respekt. Det er helt klar den, der har bukserne på, bemærker Jørn.

Næsten otte kilo

Benny vejede 7,8 kilo, da han blev indleveret på internatet. Her havde han for vane også at spise af andre kattes mad.

Nu er han sat på slankekost hos Jørn og Birgitte.

Men han ér en kraftig kat - og populær hos ægteparret. Som tildelte ham den storslåede titel "Hans Kongelige Højhed Prins Benny af Vestbjerg".

Nordjyllands Internat

  • Nordjyllands Internat i Hjallerup drives af Dyrenes Beskyttelse og modtager familiedyr, der er svigtet, herreløse eller i nød. Det kan være efterladte dyr, dyr fra dyreværnssager eller dyr, der kommer i klemme på grund af skilsmisse, sygdom eller lignende.
  • Når dyrene ankommer til internatet, bliver de undersøgt af dyrlægee og om nødvendigt sat i behandling. Derefter bliver de passet, plejet og trænet af internatets fagkyndige personale, som lærer dyrets individuelle behov at kende, så dyret kan formidles til den rigtige familie.
  • Derudover har internatet en katte- og hundepension.
  • Mere info på dyrenesbeskyttelse.dk/internat

Dyrenes Beskyttelse

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.