Uddannelse

Prorektor forlader Aalborg Universitet

Inger Askehave fratræder sin stilling efter 11 år for at tiltræde i nyt job på Copenhagen Business School

Inger Askehave stopper på AAU med udgangen af januar. Arkivfoto: Andreas Falck
Inger Askehave stopper på AAU med udgangen af januar. Arkivfoto: Andreas Falck Andreas Falck

Opdateret kl. 13:31

AALBORG: Det bliver uden Inger Askehave som prorektor, at Aalborg Universitet skal forsøge at fortsætte sin udvikling som læringsanstalt for tusindvis af videbegærlige mennesker.

Efter 11år har Inger Askehave meddelt AAU, at hun ønsker at fratræde sin stilling med udgangen af januar for at sætte sig i stolen i en nyoprettet stilling som prorektor på Copenhagen Business School pr. 1. februar.

Det oplyser AAU i en pressemeddelelse.

- Jeg har været utrolig glad for jobbet som prorektor på AAU, og jeg vil se tilbage på min tid her med både stolthed, glæde og vemod. Jeg er stolt af det fokus, vi sammen har sat på uddannelsesområdet, men følelsen af vemod vil helt sikkert også dukke op, for jeg kommer til at savne mine dygtige og engagerede kollegaer, medarbejdere og studerende på tværs af universitetet. AAU er et unikt universitet, og jeg er dybt taknemmelig for at have været med til at udfolde AAU’s særkender igennem en årrække, siger Inger Askehave, som i sit nye job får ledelsesansvaret for CBS’ institutledere og skal bl.a. være med til at sikre implementering af CBS’ nyligt vedtagne strategi.

Rektor: Inger har styrket AAU’s uddannelser

Rektor Per Michael Johansen takker Inger Askehave for indsatsen og ønsker hende alt det bedste i det nye job:

- Inger har gennem 11 år bidraget markant til udviklingen af AAU. Inger er et engageret og innovativt menneske, og jeg har sat stor pris på vores samarbejde. Jeg er sikker på, at hun bliver en markant prorektor for CBS, siger rektor Per Michael Johansen.

AAU sætter nu gang i en ansættelsesprocedure med forventet ansættelse af en ny prorektor om et halvt års tid.

Per Michael Johansen vil i de kommende uger se på muligheden for en konstituering i stillingen som prorektor. AAU’s direktion varetager, indtil en ny prorektor er tiltrådt, de nødvendige ledelsesmæssige og uddannelsespolitiske opgaver.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden