Rådmand i Aalborg vil alligevel ikke genvælges: - Tiden er inde til at stoppe

Ældre- og handicaprådmand Jørgen Hein genopstiller ikke ved kommunalvalget til november

Ældre- og handicaprådmand i Aalborg Jørgen Hein genopstiller ikke. Arkivfoto: Henrik Bo

Ældre- og handicaprådmand i Aalborg Jørgen Hein genopstiller ikke. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Denne byrådsperiode bliver også den sidste for ældre- og handicaprådmand i Aalborg Jørgen Hein.

Lørdag meddelte han via sin Facebookside, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget til november, og over for Nordjyske uddyber han beslutningen således:

- Jeg er blevet 70 år, og jeg har tænkt over det seneste stykke tid og talt med min familie om, at tiden er inde til at slutte på toppen som rådmand for en stor forvaltning. Det synes jeg er fantastisk at kunne, siger Jørgen Hein.

Han er eneste radikale byrådsmedlem i Aalborg og blev i efteråret 2020 valgt som spidskandidat for Radikale Venstre i Aalborg ved det kommende kommunalvalg. Så hvad har ændret sig siden da?

- Jeg havde jo sagt op til sommerferien sidste år, at jeg ikke stillede op. Men da var der flere af mine radikale venner, der ringede og sagde: "Jørgen, vil du ikke godt tage en tørn mere?". Det blev jeg måske lidt beæret over. Men alt kan jo ikke vare evigt. Og så har jeg tænkt over, at nu fik jeg dette fantastiske rådmandsjob, som jeg rigtig glad for og taknemmelig over. Og jeg har snakket med mig selv i mit indre og siden sagt til min kone: "Jeg tror, jeg stopper nu". Jeg vil jo være 75 år, når næste periode udløber. Så jeg er kommet frem til, at det er det rigtige tidspunkt, siger Jørgen Hein.

Jørgen Hein blev valgt ind i Aalborgs byråd for De Radikale i 2013, og efter kommunalvalget i 2017 fik han altså posten som ældre- og handicaprådmand.

Nummer to på listen over De Radikales kandidater ved kommunalvalget i Aalborg til november er Daniel Nyboe Andersen, som egentlig var spidskandidat ved valget i 2017 men endte med at måtte overlade partiets enlige plads i byrådet og altså rådmandsposten til Jørgen Hein.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.