Politik

Rådmand stopper: Mai-Britt Iversen vil ikke være fuldtidspolitiker resten af livet

Lover dog at ”knokle og kæmpe” indtil 1. januar 2022

Rådmand Mai-Britt Iversen (S) har netop meddelt, at hun ikke vil genopstille til byrådet i Aalborg Kommune. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Rådmand Mai-Britt Iversen (S) har netop meddelt, at hun ikke vil genopstille til byrådet i Aalborg Kommune. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:56

Opdateret med citater fra Mai- Britt Iversen.

AALBORG: Aalborg Kommunes rådmand for familie og beskæftigelse Mai-Britt Iversen (S) genopstiller ikke til næste kommunalvalg.

Det meddeler hun på Facebook, hvor hun blandt andet skriver følgende:

- Det var en svær beslutning, og det er også svært at melde ud, men jeg genopstiller ikke til næste byrådsvalg. Det er dermed også et farvel til verdens bedste job som rådmand for familie og beskæftigelse og det at kunne være med til at skabe lige muligheder på tværs af social opvækst, køn, alder og etnicitet.

Der er løbet en del vand i åen, siden Mai-Britt Iversen blev valgt til byrådet i 1997. Til at begynde med var hun blandt andet meget engageret i debatter og spørgsmål om ligestilling. Arkivfoto: Michael Bygballe © Michael Koch

Ifølge opslaget lovede Mai-Britt Iversen imidlertid sig selv, at hun ikke ville være fuldtidspolitiker altid, da hun i sin tid gik ind i politik.

- Det løfte indfrier jeg nu. Nu er tiden inde til at lave noget andet i mit liv. Men indtil udløbsdatoen 1. januar 2022 kan jeg garantere, at jeg vil knokle og kæmpe til det sidste, skriver hun.

- Jeg har elsket kommunalpolitik, for det er her vi er tæt på borgerne. Jeg mødt de mest fantastiske mennesker: Ledere og ansatte, ngo’er og andre aktive, råd og nævn, ministre og royale, og vigtigst af alle borgerne - kort sagt dem, vi er valgt af og for.

- Når ledige er kommet hen for at høre, om jeg dog ikke kan hjælpe dem med at finde et job, når børn har serveret bænkebidere og givet tegninger, når Udsatterådet sætter ord på, hvad de har brug for, når børn synger om deres hverdag på godt og ondt, når virksomheder tager ansvar, Når unge på trods af svære odds får en uddannelse, når borgere har trukket mig til side for at give deres holdning til kende- hver eneste dag har givet mening, understreger Mai-Britt Iversen.

- Jeg skal nok forskåne børnene i Aalborg Kommune for at få mig tilbage som tandlæge, lover Mai-Britt Iversen, der her ses i baggrunden. Arkivfoto: Peter Langkilde Pressefotograf xxxxxxxxx

Mai-Britt Iversen er egentlig uddannet tandlæge, og hun arbejdede i mange år i den kommunale børnetandpleje. I 1997 blev hun valgt til byrådet i Aalborg Kommune, hvor hun blandt andet var gruppesekretær og gruppeformand for Socialdemokratiet, indtil hun udpeget til rådmand.

- Jeg vil nok forskåne børnene for at få mig tilbage som tandlæge efter så mange år, siger hun.

- Mit job fylder både hele mit liv og er en livsstil, men nu skal jeg ud at finde noget andet, jeg vil med det, fortsætter hun.

Ifølge Mai-Britt Iversen har hun altid haft en ide om, at det at være politiker er noget, man skal i en periode - indtil det er på tide komme videre.

- Det kan der være forskellige grunde til, og en af dem er, at hvis jeg skal noget andet, så skal det være nu, siger hun.

- Jeg elsker jo at være rådmand. Men ud over det og at ses med mine børn og venner, har der ikke været tid til andet i de sidste mange år, påpeger hun.

Mai-Britt Iversen blev først aktiv socialdemokrat som voksen, men hun har hele haft et stort hjerte for samfundets svageste. Her er hun f.eks. på besøg hos Kirkens Korshær. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier Nicolas Cho Meier - NORDJYSKE Medier

Mai-Britt Iversen fyldte i begyndelsen af året 60, men selvom hun har mange år på bagen i partiet, og hendes far både var viceborgmester og LO-formand, blev hun først selv aktiv socialdemokrat som voksen.

- Det er ikke forkert at sige, at det, der har været et kompas i det meste af mit liv og det, jeg har foretaget mig - også som tandlæge - er, at vi skal tage hånd om dem, der ikke haft en god opvækst og de samme muligheder som andre. Og sådan var det også i min opvækst, så jo, jeg kan godt få lidt ondt i maven, og spørge mig selv, om jeg virkelig tør tage springet, forklarer hun.

Mai-Britt Iversen blev første gang rådmand i den ny sammenlægningskommune, hvor Hals, Nibe og Sejlflod også blev en del af Aalborg Kommune i 2007 - en post som hun i øvrigt overtog fra den daværende socialrådmand Birgit Ekstrøm (S).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden