Storbrand i Vestbjerg: Tre rækkehuse er brændt

Et fjerde hus har fået skader efter røgen. Usikkert hvordan branden er opstået.

Foto: Jan H. Pedersen

Foto: Jan H. Pedersen

VESTBJERG:Nordjyllands Beredskab rykkede lørdag aften talstærkt ud til en storbrand i et rækkehusbyggeri på Svalegangen i Vestbjerg. Kokken 20.41 udbrød der brand i et af midterhusene i en karré med seks huse, og den brand var så voldsom, at huset var overtændt, da Nordjyllands Beredskab nåede frem.

Derfra bredte ilden sig husene på hver side af de brændende rækkehus, inden brandfolkene efter omkring halvanden times kamp mod flammerne fik ilden under kontrol.

Det ene hus, det hvor branden startede, er totalskadet, oplyser indsatsleder Jakob Schmidt fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg. De to andre huse er blevet beskadiget af brand, sod og vand - mens yderligere et fjerde hus er blevet skadet af røgen fra branden.

Cirka ved 02-tiden var brandfolkene fra Nordjyllands Beredskab færdige med selve slukningen af branden, der blandt andet indbefattede at de var hele vejen rundt i de beskadigede huse og var sikre på at ilden var helt slukket, så den ikke vil blusse op igen.

Politiet oplyste lørdag aften, at branden opstod i køkkenet på det ene hus. Præcist hvordan den er opstået skal dog undersøges yderligere.

- Vi kan stadig ikke sige noget om årsagen til branden. Lige nu er der blevet spærret af, og så kommer brandteknikerne på mandag og undersøger stedet før vi kan sige noget, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund, søndag morgen.

Ingen personer er kommet alvorligt til skade, flere blev dog kørt til sygehuset til kontrol for røgforgiftning.

Undervejs i slukningsarbejdet måtte en brandmand også en tur på skadestuen.

Brandmanden mistede et trin på stigen og landede derfor lidt længere nede end beregnet.

- Han fik et swirp op igennem ryggen og for en sikkerhedsskyld blev han kørt til kontrol. Det er jo sådan noget, der også kan ske derhjemme, og heldigvis var der ikke sket noget alvorligt, siger Jakob Schmidt søndag formiddag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.