Ramez Mhaanna - et nyt dansk klavertalent på spring

Ramez Mhaanna i Musikkens Hus

Ramez Mhaanna hedder han, en ung, nyuddannet pianist med palæstinensiske aner, men ikke desto mindre pæredansk. Han har allerede modtaget adskillige priser for sin musik og indspillet værker af bl.a. Niels Viggo Bentzon. Som han spillede i lørdags, må han regnes for et af de mest spændende nye talenter herhjemme i mange år.

Koncertens hovedværk var Rachmaninovs Corelli-variationer fra 1931, 20 enkeltstående variationer over en helt enkel 16-takters melodi (”La Folia”), som viste Mhaanna som en eminent musiker, teknisk såvel som musikalsk. 

Hver af de små variationer blev tegnet skarpt og præcist med en sand nuancerigdom af virkemidler, der gav hver variation sin helt unikke karakter. 

Fremførelsen kom omkring alle tænkelige udtryk, sarte melodier, voldsomme udladninger, komplekse polyfone forløb, osv. Opførelsen var gennemarbejdet og overvældende på alle tænkelige parametre, som selv ikke et par ufrivillige stop undervejs kunne skæmme.

Maurice Ravels ”Le tombeau de Couperin” fra 1917 er lettere i sine teksturer, seks længere satser formet som en barok-suite, men med udgangspunkt i de franske clavecinister, med franske danse i stedet for de tyske, med en delikat fuga og en afsluttende toccata i stedet for gigen. 

Også her var anslaget distinkt og satserne præcist artikulerede med den smukke fuga og toccatoen som yderpunkter, mens jeg godt kunne have ønsket mig et lidt mere klangligt raffineret udtryk i det indledende præludium.

Til gengæld fremstod Couperins lille rondeau ”Les Ombres Errantes” (”De vandrende skygger”) utrolig musikalsk og smukt med de fint tegnede og udsmykkede linjer og i et fornemt rubatospil, som er så karakteristisk for den franske barokstil.

Mhaanna indledte koncerten med en egen komposition, ”Til minde om Mahmoud Darwish”, den palæstinensiske nationaldigter, der døde tilbage i 2008. 

Kompositionen og fremførelsen var tydeligvis udformet som Mhaannas helt personlige manifest i anledning af den aktuelle politiske situation i Gaza og på Vestbredden, hvor det palæstinensiske folk lige nu er udsat for et brutalt folkemord. Værket lød umiddelbart som en chaconne og var i øvrigt det eneste, der blev spillet med støtte i noderne! 

Det imponerende værk levede i sit helt eget tonesprog med arabiske skalaer og melismer, skarpskåret og stærkt i udtrykket, og - naturligvis – spillet med et overlegent pianistisk overskud.
Det lille ekstranummer var ikke Carl Nielsens ”Snurretoppen”, men kunne godt havde heddet noget i den retning, letflydende og finttegnet.

Mhaanna viste i lørdags, at der ikke er meget musik, som han ikke er i stand til at spille. Det skal blive spændende at se, hvilke valg han kommer til at træffe, hvad han vælger at kaste sig over.