Redningsaktion desværre forgæves: Elgko måtte aflives efter ophold i grøft

Med hjælp fra en traktor blev den trætte elgko trukket op på fast grund, og i første omgang virkede det som om, at den var sluppet nogenlunde fra opholdet i vandet

Traktoren blev brugt til at støtte - ikke til at skubbe. Foto: Christian Flou Sørensen

Traktoren blev brugt til at støtte - ikke til at skubbe. Foto: Christian Flou Sørensen

Artiklen er opdateret klokken 16.59 med nye oplysninger i sidste afsnit - overskriften er også ændret

LILLE VILDMOSE: Det var en helt almindelig dag på vej til arbejde for Christian Flou Sørensen torsdag morgen, hvor turen går gennem Lille Vildmose. Lige indtil den ikke var så almindelig længere, for omkring halvvejs gennem mosen ad Ny Høstermarksvej møder han en elgtyr, en traktor og en lille håndfuld mennesker, der står langs vejen.

Video: Christan Flou Sørensen

Deres opmærksomhed er rettet mod grøften mellem vejen og mosen på den anden side af grøften, hvor en elgko sidder ubehjælpsomt fast.

- Anders, han er en af dem, der arbejder derude, han har været der tidligere i morges og set elgkoen i grøften, hvor de - der kommer en del fra Aage V. Jensens Naturfond og hjælper - prøvede at få den op uden hjælp, men det lykkedes ikke. De tror, at den er træt og udmattet, siger Christian Flou Sørensen.

Elgtyren var flere gange ovre for at kigge til sin veninde, der sad ubehjælpsomt fast i grøften.

Elgtyren var flere gange ovre for at kigge til sin veninde, der sad ubehjælpsomt fast i grøften.

Ingen ved helt, hvorfor elgkoen er havnet i grøften. Normalt hopper elgene over grøfter og åer i mosen uden problemer, men nu står den der, og hvad gør man så?

- Folkene går og snakker om, at det kan være noget parring - de er jo i brunst nu, og så kan den være faldet derned i åen, der er bundløs, så hun kan ikke rigtig få fodfæste.

- Så sætter de i værk og får hentet traktoren, og får traktorens skovl ind under hende - egentlig uden at bruge skovlen, men den er der til at støtte, så hun ikke falder ned igen. Tre eller fire mand hopper over grøften og over for at hive hende op, fortæller Christian Flou Sørensen.

Midt i arbejdet med at få trukket elgkoen op af grøften, har folkene en anden opgave: at holde øje med den elgtyr, der kommer og snuser til elgkoen. Og har man stået tæt på en elgtyr, så ved man godt, at sådan en størrelse er stor og påkalder sig noget respekt.

- Elgtyren er jo noget forvirret, og de prøver at genne den lidt væk med traktoren, men den er jo i brunst, og hun lugter jo nok godt, så han kommer pænt retur hver gang, siger Christian Flou Sørensen.

Men det lykkedes altså til sidst at få elgkoen ud af grøften og op på fast grund - og så bad de professionelle på stedet tilskuerne om lige så stille af køre igen.

- Det var for at hun lige så stille kunne komme til kræfter igen. De vil så køre derud nogle gange i løbet af dagen for at se, om hun har det godt og ikke er kommet til skade, siger Christian Flou Sørensen.

En elgtyr er et dyr af en vis størrelse - som man skal have respekt for.

En elgtyr er et dyr af en vis størrelse - som man skal have respekt for.

Han fortæller, at folkene på stedet specielt var bekymrede for, om elgkoen havde fået skader på bagbenene, siden hun ikke kunne komme op fra grøften igen ved egen hjælp, men umiddelbart var der ikke nogen tegn på, at der var sket fx en påkørsel.

Det er ikke første gang, at dyr sidder fast i grøfterne i Lille Vildmose, så de lokale landmænd har prøvet proceduren før, når et kreatur har skullet hives op - men det er ikke ligefrem hverdagskost, at det er en elg, der har fået sat sig fast.

Desværre måtte elgkoen senere på dagen aflives - hun har formentlig været for afkræftet og taget skade efter det lange ophold i grøftens kolde vand, men det har ikke været muligt at træffe naturforvalter Jacob Skriver for at få en kommentar.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.