Regn og torden: Kloakdæksler blev skubbet op, og lyn slog ned flere steder
Især Aalborg blev ramt af uvejr søndag eftermiddag, og trafikanter blev opfordret til at passe på
Opdateret kl. 20:43
AALBORG: Dele af Nordjylland blev søndag ramt af kraftigt regnvejr og lynnedslag, og det gik især ud over Aalborg, oplyser Nordjyllands Politi.
- Flere steder er kloakdæksler blevet presset op på grund af fyldte kloakker, så trafikanter bør være ekstra opmærksomme, lød det fra vagtchef Karsten Højrup ved 16.45-tiden.
Her var der kommet meldinger om vand - og altså også kloakdæksler - på kørebanen på Gasværksvej, Stormgade og Østre Havnegade. Et firma stod parat til at rykke ud og udbedre situationen i takt med, at meldingerne kom ind.
Lyn slog også ned flere steder, og det fik en del lyskryds til at gå i sort i Aalborg og Nørresundby. På Skansevej slog lynet ned i en lygtepæl, og der var meldinger om brande i flere el-skabe.
Først på aftenen var skaderne udbedret, lød det fra Nordjyllands Politi.
Der kom også enkelte meldinger om lynnedslag andre steder i politikredsen. Det var blandt andet i Aabybro og i Hjørring. I Aabybro slog lynet ned i et el-skab på Hovensvej og startede en brand. Det var ikke i umiddelbar nærhed af nogen boliger.
Søndag aften var der ikke meldinger om personskade eller trafikuheld trods det voldsomme vejr.
På Agger Tange Feriecenter slog lynet ned i gavlen på et feriehus, så el-installationerne blev svedet af. Nordjyllands Beredskab undersøgte huset med termisk kamera for at være sikker på, at der ikke var ild inde i konstruktionen, ligesom taget også blev undersøgt. Der var ingen ild - til gengæld faldt nogle mursten ned ved lynnedslaget og beskadigede en bil, der holdt parkeret lige ved siden af.
På Lundtoften i Kaas, Jammerbugt Kommune, slog lynet ned i et træ, som så væltede ned i et metalskur. Ingen personer kom noget til.
DMI meddelte søndag eftermiddag, at regn- og tordenbygerne bevægede sig hurtigt hen over landet, så der formentlig ikke har været tale om skybrud nogen steder. Dog blev der fortsat varslet om kraftig regn i store dele af Nordjylland søndag aften.