Musikfestival jubler: En milepæl
- Vilde tal, siger festival-talsmand om årets resultat
Opdateret kl. 15:21
Den store musikfestival Nibe Festival endte i år med rekordstort overskud: 3,6 millioner kroner. Millioner, der nu doneres til velgørende formål.
- Det er vilde tal, og helt sikkert en stor og vigtig milepæl i festivalens historie. Vi er enormt stolte og tilfredse, lyder det fra festival-talsmand Peter Møller Madsen i en pressemeddelelse fra Nibe Festival.
Den tidligere overskudsrekord for festivalen lå på to millioner kroner.
18.000 festivalgæster
Årets Nibe Festival foregik 28. juni til 1. juli og samlede 18.000 festivalgæster. Omkring 4.700 frivillige hjalp til på musikfestivalen.
Nibe Festival er dybt afhængig af hjælpende hænder, og derfor går en pæn del af overskuddet til de mange foreninger, der er involveret. Med et større overskud er der også skabt rum til at kigge i endnu flere og nye retninger.
Hvem skal have støtte?
- Der er rigtigt mange gode formål og initiativer, hvor en stor eller mindre del af 3,6 millioner kroner kan gøre en forskel. Vi vil derfor bruge lidt tid på at udarbejde en strategi og en ramme for udlodningsudvalget, så vi kan sikre, at ikke bare flest mulige tilgodeses, men også at vi får givet bredt, udtaler bestyrelsesformand Thomas Larsen i pressemeddelelsen.
Allerede nu er 325.000 kroner sendt ud. Blandt andet har Nibe Festival Fonden doneret 100.000 kroner til et nyt gavlmaleri ved kræftafdelingen på Aalborg Universitetshospital. Gavlmaleriet udføres af street art-kunstneren Frida Stiil Vium.
Ansøgningsprocessen og procedurer for tildelingen af midler fra den nye pulje kommer på plads i starten af næste år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.