Rideskolens personale i fuld galop: Op mod 20 heste slap fri og løb rundt i trafikeret kryds
Hestene er formentlig løbet ud af samme indhegning
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:53
DALL: Op mod 20 heste fra Sportsrideklubben Aalborg på Dallvej syd for Aalborg slap søndag morgen fri fra deres indhegning.
- Vi fik en anmeldelse klokken 08.35 om, at en stor flok heste rendte rundt ved Burger King i krydset mellem Hobrovej og Nibevej, fortæller vagtchef Torben Larsen, Nordjyllands Politi.
Ifølge daglig leder af Sportsrideklubben Aalborg, Nikolai Kowalski, var hestene rendt gennem hegnet.
- Normalt løber de bare tilbage til stalden, men nu ville de lidt på søndagsudflugt, siger han.
Nordjyllands Politi fik hurtigt kontakt med rideskolens personale, som satte i rask trav, hvis ikke fuld galop, mod Hobrovej for at få indfanget de mange heste.
Klokken 9 manglede der kun tre, for at flokken igen var samlet.
Rideskolens personale fik gennet hestene tilbage på dyrskuepladsen og ind i nogle bokse, hvor de kunne stå, indtil de blev afhentet af en bil med hestetrailer og kørt tilbage til rideklubben.
Heldigvis forårsagede søndagsudflugten ingen uheld.
- Trafikken glider, og der har ikke været sammenstød med hestene, siger vagtchefen, som ånder lettet op ved tanken om, at hestene altså løb mod Hobrovej og ikke mod motorvejen.