Røveri med kniv på tog: To mænd efterlyses

Nordjyllands Politi har brug for hjælp til at finde formodede gerningsmænd

Arkivfoto <i>Foto: Henrik Bo</i>

Arkivfoto Foto: Henrik Bo

SKALBORG:I forsøget på at opklare et røveri, der fandt sted i et tog, mens toget befandt sig lige omkring stationen i Skalborg, går Nordjyllands Politi nu ud med en efterlysning af de to formodede gerningsmænd til røveriet.

Det var angiveligt to yngre mænd, der begik røveriet 28. marts i år om natten.

Røveriet skete cirka kl. 01.50 om natten i et nordgående tog, da det var omkring Skalborg Station. Her blev offeret – en 18-årig mandlig togpassager – tvunget til at udlevere kontanter, idet den ene af de to mistænkte i sagen truede passageren med en kniv.

Politiets efterforskning af sagen har ikke kunne afdække de formodede gerningsmænds identitet – og derfor efterlyser Nordjyllands Politi dem nu med foto, der blev fanget af overvågningen, da de cirka kl. 01.57 stod af på Aalborg Banegård, oplyser politikommissær Kenneth Rodam, der leder efterforskningen af røveriet, i en pressemeddelelse.

Den ene formodede gerningsmand beskrives som dansk af udseende, 15-20 år, 170-175 centimeter høj. Hans kropsbygning er almindelig, talte dansk med accent, iført sort Mont Clair jakke, mørke jogging bukser, sort mundbind, lille sort sidetaske, mørk hue med hvid logo i panden "Mont Clair".

Den anden formodede gerningsmand beskrives som dansk af udseende, 15-20 år, 175-180 centimeter, almindelig af kropsbygning. Han talte også dansk med accent og var iført sort North Face-jakke, lyse bukser, bar mundbind, mørk hættetrøje og medbragte en sort Nike-skuldertaske.

- Der er tale om et røveri-forhold, som vi ser med stor alvor på. Derfor vil vi nu gerne have offentlighedens hjælp til at identificere de to formodede gerningsmænd. Ring til os på 114, hvis du genkender de to mistænkte, siger den ansvarlige for efterforskningen, politikommissær Kenneth Rodam.

Politiets efterforskning i sagen har vist, at de to formodede gerningsmænd formentlig er steget på toget omkring Aarhus – og derfor kan de mistænkte have bopæl i dette område.

Ring til Nordjyllands Politi på telefon 114, hvis du genkender de formodede gerningsmænd, eller hvis du har andre relevante oplysninger i sagen, lyder opfordringen fra politikommissæren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.