Skuespillerne præsterer det umulige i opsætning af elsket roman
Opsætningen Maren Uthaugs populære roman er opfindsom og overvældende - til det pludselig skal gå stærkt
Opdateret kl. 15:02
Ulykkelige historier står i kø. Livet er forbandet, for på et lille udsted langt mod nord er der ikke mange valgmuligheder, hverken når det gælder karriere eller kærlighed. Der er fyret, adskilt fra fastlandet af det vilde og kolde hav, og der er en plads – hvis du er en pige – i huset hos Uthaugs rigeste mand og det mest udsøgt dumme svin.
Her fødes børn i rask tempo, men de har sjældent de forældre, som man går rundt og tror, de har. Incest, vold, prostitution, løgn, bedrag, voldtægt og mord, tilsat rigelige mængder alkohol, udarter i mentalt retarderede og fysisk handicappede børn.
Teater Nordkrafts gendigtning af Maren Uthaugs bestseller "Hvor der er fugle" får stort set det hele med i en frysende kold opsætning, hvor den vandfyldte scene spiller med og er både det vilde og kolde hav og munter leg i vandet.
Skuespillerne – Jakob Hannibal, Lærke Schjærff Engelbrechr, Laurra Kold og Thomas Nielsen, der tilsammen spiller 11 roller i rask tempo – præsterer det nærmest umulige, mens de halvnøgne og det meste af tiden også våde udruller den groteske slægtshistorie.
Der er masser af overraskende påfund, der understøtter både den tragiske og den komiske side af historien om en slags storfamilie, som ingen rigtig kunne drømme om.
Her er der ikke mange, der elsker hinanden, og de, der gør, får ikke hinanden. Og heller ikke børnene er lige heldige eller elskede, når de pludselig dumper ned fra himlen i deres små moseskurve, der lander med et gedigent plask og hurtigt trækker vand.
Første akt er den bedste. I anden akt, der er helliget et tilbageblik på den tidslinje, der undervejs holder styr på og gør status over forløbet, løber det hele lidt løbsk i rablende vanvid. Vi får ikke de grusomme sandheder serveret skånsomt, som i romanen, hvor de rette sammenhænge serveres lidt efter lidt.
Her skal de sidste tråde redes ud i en fart og den sidste sløjfe bindes, og det bliver lidt et amokløb mod målstregen.
Et meget pågående amokløb, det skal siges, som ikke lader dig gå uberørt hjem.
Kan man grine af en så grusom og forfærdelig historie, fuld af små tragedier og store katastrofer, af mennesker i nød, som desperate forsøger at holde skindet på den mentale næse og opretholde et skær af normalitet?
Ja, det kan man godt, for det er også så grotesk morsomt og direkte, at man ikke kan lade være. Tåren i øjenkrogen er der først plads til i eftertankens stund, når man er hjemme igen, i sikkerhed for i hvert fald denne form for ondskab, der først og fremmest udspringer af omstændighedernes jerngreb om et lille, isoleret samfund.
Men hatten af for den kraftpræstation det er at skabe en så insisterende, udfordrende og spændende forestilling fra A til Z og for at lykkes med at få alt til at spille sammen i den spændende og udfordrende scenografi.
Dramatisering: Minna Johannesson efter Maren Uthaugs roman
Instruktør: Camille Sieling Langdal
Medvirkende: Jakob Hannibal, Lærke Schjærff Engelbrecht, Laura Kold og Thomas Nielsen
Teater Nordkraft indtil 17. november
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.