Her fødes børn i rask tempo, men de har sjældent de forældre, som man går rundt og tror, de har. Incest, vold, prostitution, løgn, bedrag, voldtægt og mord, tilsat rigelige mængder alkohol, udarter i mentalt retarderede og fysisk handicappede børn.

Teater Nordkrafts gendigtning af Maren Uthaugs bestseller "Hvor der er fugle" får stort set det hele med i en frysende kold opsætning, hvor den vandfyldte scene spiller med og er både det vilde og kolde hav og munter leg i vandet.

Skuespillerne – Jakob Hannibal, Lærke Schjærff Engelbrechr, Laurra Kold og Thomas Nielsen, der tilsammen spiller 11 roller i rask tempo – præsterer det nærmest umulige, mens de halvnøgne og det meste af tiden også våde udruller den groteske slægtshistorie.

Der er masser af overraskende påfund, der understøtter både den tragiske og den komiske side af historien om en slags storfamilie, som ingen rigtig kunne drømme om. 

Her er der ikke mange, der elsker hinanden, og de, der gør, får ikke hinanden. Og heller ikke børnene er lige heldige eller elskede, når de pludselig dumper ned fra himlen i deres små moseskurve, der lander med et gedigent plask og hurtigt trækker vand.

Foto: Martin Høyer Poulsen

Første akt er den bedste. I anden akt, der er helliget et tilbageblik på den tidslinje, der undervejs holder styr på og gør status over forløbet, løber det hele lidt løbsk i rablende vanvid. Vi får ikke de grusomme sandheder serveret skånsomt, som i romanen, hvor de rette sammenhænge serveres lidt efter lidt.

Her skal de sidste tråde redes ud i en fart og den sidste sløjfe bindes, og det bliver lidt et amokløb mod målstregen.

Et meget pågående amokløb, det skal siges, som ikke lader dig gå uberørt hjem.

Kan man grine af en så grusom og forfærdelig historie, fuld af små tragedier og store katastrofer, af mennesker i nød, som desperate forsøger at holde skindet på den mentale næse og opretholde et skær af normalitet?

Ja, det kan man godt, for det er også så grotesk morsomt og direkte, at man ikke kan lade være. Tåren i øjenkrogen er der først plads til i eftertankens stund, når man er hjemme igen, i sikkerhed for i hvert fald denne form for ondskab, der først og fremmest udspringer af omstændighedernes jerngreb om et lille, isoleret samfund.

Men hatten af for den kraftpræstation det er at skabe en så insisterende, udfordrende og spændende forestilling fra A til Z og for at lykkes med at få alt til at spille sammen i den spændende og udfordrende scenografi.