Nu igen: Drone konfiskeret ved Musikkens Hus
Det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man ikke har styr på reglerne
Opdateret 25. oktober 2023 kl. 12:57
Det er efterhånden ved at være en rutineopgave for politiet, når dronealarmen går i kontroltårnet på Aalborg Flyvestation.
I løbet af den seneste måned har der været usædvanligt mange episoder, og tirsdag var den gal igen.
Kl. 15.45 fik politiet en melding om, at en drone fløj rundt ved Musikkens Hus i Aalborg i 113 meters højde, hvilket er i strid med dronereglerne.
Dronen blev konfiskeret, og dronepiloten fik i stedet en sigtelse for overtrædelse af droneloven med sig.
Mange af de tidligere episoder af ulovlig droneflyvning har ført til, at luftrummet over Aalborg har været lukket i kortere perioder, men det vurderede flyvelederen ikke var nødvendigt denne gang, da dronen ikke var til fare for flytrafikken, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus.
Major og presseofficer i Flyvevåbnet Morten Valentin Jensen har tidligere fortalt, at der normalvis er i omegnen af 25 dronehændelser om året, men den statistik er altså for længst sprængt i år.
Ved samme lejlighed pegede han på, at det kan få fatale konsekvenser, hvis en drone er skyld i, at redningshelikopteren ikke kan udføre sit arbejde.
- Yderste konsekvens er jo, at man sætter andre folks liv i fare ved ikke at følge reglerne, advarerede Morten Valentin.
For dronepiloten kan det imidlertid også få store økonomiske konsekvenser, hvis de bliver mødt af et erstatningskrav for den tid, hvor luftrummet har været lukket.
- Det koster jo rigtig mange penge at lukke luftrummet. Vi snakker omkring 50.000 kr. i minuttet, siger vagtchef Ole Buus.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.