Det var da utroligt: Politiet måtte igen konfiskere drone
Nordjyllands Politi har valgt at slå hårdt ned på ulovlige droneflyvninger - onsdag morgen mistede endnu en ung mand sin drone
Opdateret 25. oktober 2023 kl. 13:02
Nordjyllands Politi har sat fokus på at få standset dem, der ulovligt flyver med drone indenfor sikkerhedszonen ved Flyvestation Aalborg og Aalborg Lufthavn.
Og der er rigeligt at tage fat på. Onsdag morgen var den gal igen.
Dronealarmen lød kort for klokken 8, hvor en drone sat op fra Havnegade i Nørresundby, fløj rundt i 116 meters højde.
Politiet kunne så køre til Havnegade, hvor de traf en 22-årig mand fra Aalborg, der fløj med dronen.
Nu er dronen konfiskeret, og manden kan se frem til en større bøde.
Manden erkendte, at han ikke havde sat sig godt nok ind i reglerne omkring droneflyvning i Aalborg, hvor der er strenge restriktioner, da det er indenfor lufthavnens sikkerhedszone på otte kilometer i radius.
- Vi skal have dette her stoppet. Det er farligt og kræver en masse ressourcer fra lufthavnen, flyvestationen og os, siger Bruno Brix, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
- Det er dumt ikke at sætte sig ind i regler, inden man flyver med drone. Man mister både drone og får en bøde oveni, og med de nye droner er vi i stand til at se nøjagtigt, hvor de er sat op, siger han.
Mange restriktioner
Bøden fra politiet er dog lille i forhold til, hvad det kan koste, hvis luftrummet omkring lufthavnen lukkes og flytrafikken rammes.
Er luftrummet lukket på grund af droner, må fly, der skal lette, nemlig vente på jorden, indtil luftrummet er frit og åbent igen.
- Det kan betyde, at fly, der er på vej mod landingsbanen, må vende om og sætte kursen mod en anden lufthavn. Dét er dyre manøvrer for et luftfartsselskab, og den regning kan de meget vel finde på at sende videre til den formastelige dronepilot, der så vil blive mødt med et civilt erstatningskrav på mange, mange tusinde kroner, sagde Morten Axelsen i en pressemeddelelse i fredags, hvor endnu to dronepiloter havde fløjet indenfor sikkerhedszonen.
Luftrummet lukket flere gange
Onsdag morgen var det dog ikke nødvendigt at lukke luftrummet, da der ikke var fly på vej til hverken at lette eller lande.
Men det har det været flere gange de seneste dage.
Mandag blev luftrummet lukket to gange på grund af droner, og i det ene tilfælde forsinkede det endda flytrafikken - det lykkedes dog ikke at finde droneføreren. Tirsdag eftermiddag var luftrummet også lukket kortvarigt, mens politiet fik fat i en dronefører, der fløj ulovligt.
Fredag blev to unge mænd sigtet for at have fløjet ulovligt med drone i sikkerhedszonen rundt om lufthavnen.
Lufthavnens sikkerhedszone er på en radius på otte kilometer, hvilket betyder, at der er strenge restriktioner på droneflyvning i hele Nørresundby og store dele af det centrale Aalborg.
Nordjyllands Politi henviser til hjemmesiden droneregler.dk, hvor man kan se forbudszoner, der er etableret i Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.