Regnslag, jakke eller solcreme: Sådan bliver karnevalsvejret
Nysgerrig på, hvad du skal pakke i tasken til dagens karneval?
Opdateret kl. 08:09
AALBORG: Fjer, glimmer, glitter og masser af drikkevarer. Der er visse remedier, der er selvskrevne, hvis karnevalsstemningen skal i top.
Men det er måske heller ikke så tosset at vide, hvad der venter fra oven.
Skal der pakkes regnslag, solcreme eller en lille jakke med i tasken?
Heldigvis ser det ud til at karneval i Aalborg 2023 bliver af den slags, hvor du stort set kan nøjes med at stikke solcremen i baglommen - hvis du ellers har sådan én på dit kostume.
DMI lover, at vi får en dag med en del solskin - og heldigvis også tørvejr.
Når vi når længere hen på dagen bliver det mere skyet fra nordvest - men måske er det også på det tidspunkt, det bliver rart med en smule skygge.
Temperaturen kommer dagen igennem til at ligge på behagelige 15 til 18 grader - altså hverken for koldt eller stegende hedt.
Hvis du har planer om at fejre karnevallet til den lyse morgen, er det måske rart at have en lille jakke med i tasken, så det ikke kun er de våde varer, der skal holde dig varm. Temperauren dropper nemlig til syv til 10 grader, som aftenen og natten falder på.
Med disse velmenende råd: Godt karneval.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.