Politi

Sådan blev to mænd anholdt for bedrageri. Det skal der ske nu

Den ene blev anholdt ved en hæveautomat - med en kvindes hævekort. Derfor blev to mænd fremstillet for en dommer tirsdag.

Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 19:05

To 30-årige mænd er begge blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg tirsdag eftermiddag.

Det oplyser anklager Mark Steffenauer.

- De er sigtet for bedrageri af særlig grov beskaffenhed. Den ene for ni forhold, den anden for 11, siger han.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, da det mistænkes, at der formentlig stadig er en eller to gerningsmænd på fri fod.

Begge de sigtede nægtede sig skyldige i sigtelserne. Den ene mand kærede afgørelsen på stedet, mens den anden udbad sig betænkningstid, fortæller Mark Steffenauer.

Det vides endnu ikke, hvor mange penge det er lykkedes at franarre ofrene, da man stadig mangler at afhøre nogle af dem.

Den ene af de to sigtede er kendt for lignede kriminalitet. Begge blev anholdt mandag - den ene på fersk gerning.

Det var således en hurtig indsats af politiet, der førte til, at de to mænd blev anholdt og sigtet for kontaktbedrageri mod især ældre borgere i Himmerland mandag.

Mistænkelig adfærd

Anmeldelserne begyndte i Hadsundområdet og bevægede sig efterfølgende til Assens, Hadsund og Mariager.

- Ved 15-tiden var der således tre helt friske anmeldelser fra Hobro-området. Derfor iværksatte vi hurtigt en større politiindsats for at følge op på anmeldelserne og forsøge at pågribe mistænkte i sagen, siger efterforskningsleder, politikommissær Mikkel Brügmann i en pressemeddelelse.

Og dén indsats gav pote.

For en efterforskningspatrulje spottede allerede klokken 15.43 en mand ved en banks hæveautomat inde i Hobro by, og da mandens adfærd virkede mistænkelig, rettede patruljen henvendelse til ham.

- Manden blev meget nervøs over vores tilstedeværelse, og da der samtidig blev skubbet et kort ud af hæveautomaten, hvor der fremgik et kvindenavn, må man jo sige, at manden stod med et akut forklaringsproblem, lyder beskrivelsen af situationen fra Mikkel Brügmann.

Manden blev derefter anholdt.

En anden patrulje konstaterede, at der på en nærliggende parkeringsplads holdt en personbil med en mand i bilen.

- Også denne mand vakte opsigt, og vores patrulje rettede henvendelse til ham - og også han stod med et forklaringsproblem, da han til os oplyste, at han ventede på en kammerat, og vores indledende efterforskning på stedet kunne knytte de to personer sammen, siger Mikkel Brügmann.

Klokken 16.03 blev han ligeledes anholdt.

I alt indløb der som nævnt 11 anmeldelser om kontaktbedragerier til politikredsen i går, og de to anholdte er sigtet for disse, oplyser efterforskningslederen i pressemeddelelsen.

Yderligere er den ene af de anholdte også sigtet for lignende forhold begået i Midt- og Vestjyllands Politikreds.

Begge de anholdte er 30 år gamle, og de stammer fra Aarhus-området.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden