Aalborg

Sådan kan 20 cykler være med til at løse Aalborgs trængselsproblemer

Et lille forsøg gav så gode resultater, at en afdelingsleder i Aalborg Kommune ikke har set noget lignende

Trafikken gennem byen kan være tæt i myldretiden, og ifølge fremskrivningerne bliver det kun værre.
Trafikken gennem byen kan være tæt i myldretiden, og ifølge fremskrivningerne bliver det kun værre. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG: Fra deres kontorer i By- og Landskabsforvaltningen på Stigsborg Brygge, har embedsmændene udsigt over Limfjorden og Aalborg fra sin smukkeste side. 

De kan se Musikkens Hus, havnefronten og det problem, der kan give de fleste trafikplanlæggere hovedpine og søvnløse nætter.

For mellem de færdige bygninger på havnefronten, står der kraner, som ufortrødent bygger videre. Højere. Tættere.

Samtidig kæmper entreprenørmaskinerne ved siden af forvaltningen med at gøre Stigsborggrunden klar til, at der kan flytte 7000 nye indbyggere ind på grunden lige ned til Limfjorden.

Og selv om det lyder som enhver provinskommunes våde drøm, at der skal bygges en ny bydel for at gøre plads til nye indbyggere, er udsigten til alle de biler, der også flytter med, nærmere noget, der giver sved på panden.

I spidsbelastningsperioderne står trafikken gennem byen nærmest stille. Og fremskrivningerne viser, at det bliver værre. Også efter 3. Limfjordsforbindelse.

Derfor leder de i By- og Landskabsforvaltningen hele tiden efter måder at optimere trafikken på. Og nu har et lille forsøg med 20 cykler vist så gode resultater, at en afdelingsleder ikke troede sine egne øjne.

Nederst i pyramiden

I forvaltningen arbejder de med at finde trafikløsninger i en pyramidestruktur. 

De dyreste løsninger som nye veje og cykelstier ligger øverst. I midten er optimering af det allerede eksisterende og nederst handler det om at få mere ud af det, vi allerede har. 

- Ligesom med kostpyramiden skal vi have mest fra bunden. Det er billigere, men det kan også vise sig at være det mest effektive, forklarer Maria Quvang Harck Vestergaard afdelingsleder i Mobilitet & Infrastruktur.

Aalborg Kommune har vedtaget en mobilitetsplan med mål om at få flere til at gå og cykle og færre til at køre alene i bil. Og med det udgangspunkt gik forvaltningen og medarbejderne i gang med at finde ud af, hvordan de selv kunne gå forrest i den udvikling.

Og så fandt de på et elcykelforsøg.

Har ikke set noget lignende

Målet med forsøget var at få ændret medarbejdernes adfærd, så de ville cykle på arbejde i stedet for at tage bilen. Og resultaterne var ikke til at tage fejl af.

Antallet af kilometer kørt i bil faldt fra at udgøre 87 procent til 70 procent, samtidig med at andelen af cyklede kilometer steg fra otte procent til 16 procent i løbet af de måneder, hvor projektet kørte.

- Det er nogle tal, som er virkelig, virkelig svære at opnå, siger Maria Vestergaard og fortsætter.

- Jeg har ikke set lignende undersøgelser, der kunne præstere det.

Hun forklarer, at det er enormt svært at få folk til at ændre transportform, og hun havde egentlig stillet sig tilfreds, hvis projektet havde sænket antallet af kørte kilometer i bil med to procentpoint.

- Så det vi har opnået er virkelig imponerende.

Sådan gjorde de

Forsøget er centreret om tyve leasede elcykler, som forvaltningen stillede til rådighed for medarbejderne. 

Der var bycykler til dem, der ikke havde så langt til arbejde. Ladcykler til dem med små børn. Og speed pedelecs til de fartglade og dristige.

Medarbejdere, der overvejede en elcykel kunne så lease en cykel og prøve, om det var noget for dem, før de selv gik ud og investerede i en cykel.

Derudover kom der en cykelmekaniker forbi forvaltningen, så dem, der allerede cyklede kunne få efterset deres cykler.

Der blev lavet specielle parkeringspladser for samkørende og så skruede projektmedarbejderne op for nudgingen med plakater og mailkampagner.

Status quo er en succes

Forvaltningen er nu i gang med at konceptualisere projektet, så det kan skubbes ud hos virksomheder og andre, der kunne være interesserede i at flytte flere medarbejdere fra bilen over på cyklen, med alle de sundhedsmæssige fordele det giver.

Det er langt fra nok til at ændre på, at trafikken bliver tættere de kommende år i Aalborg, alene fordi tilflytningen til Aalborg er så stor. 

Men alle tiltag, der kan skubbe i den anden retning, skal tages i brug, hvis vi skal vende udviklingen, siger Maria Vestergaard.

- Bare for at holde status quo skal vi gøre det her, siger hun. 

- Vi kommer ikke til at knække kurven foreløbig, men får vi skabt en god fortælling, og kan vi få folk til at overveje, om de skal købe en elcykel i stedet for bil nummer to, ved at vise dem, at det kan være et fuldgyldigt alternativ, så vil jeg være tilfreds.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden