Sådan vil kommune undgå smittespredning, når du går i stemmeboksen
Mere håndsprit og egne kuglepenne er blot nogle af de ændringer, der skal gøre dette års kommunalvalg så smittefrit som muligt
Opdateret 09. maj 2022 kl. 14:26
AALBORG: Med udsigten til stigende smittetal og et kommunalvalg lige om hjørnet er Aalborg Kommune i fuld sving med at planlægge, hvordan de bedst muligt kan afholde valget, så borgerne med ro i maven kan tage ned for at stemme. Det fortæller Søren Thorst fra Aalborg Kommune, der til daglig er eventchef, men som også er valgansvarlig i Aalborg Kommune.
- Man kan roligt komme og stemme. Vi gør det, der skal til.
Afstand og sprit
Søren Thorst fortæller, at kommunen har haft et møde med KL på baggrund af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne. Og det er de anbefalinger, som kommunen nu vil implementere til det kommende valg.
- Vi sætter ekstra rengøring ind og holder en høj hygiejne, på de afstemningssteder vi har. Vi får gjort løbende rent og sprittet af i løbet af dagen, de steder det er aktuelt, fortæller eventchefen og uddyber, at der også vil blive luftet godt ud på valgstederne, ligesom der også vil være håndsprit til vælgerne på vej ind og ud.
Både vælgere og personale får desuden tilbudt masker, hvis de ønsker det, og så bliver der sat fokus på at holde afstand.
- Vi laver afstandsmarkeringer på afstemningsstederne. Ikke fordi vi vurderer, det er et problem, for folk er gode til at holde afstand normalt. Men bare lige for at gøre opmærksom på det.
- Derudover sætter vi noget informationsmateriale op på hvert afstemningssted. De her plakater, hvor der står man skal holde afstand og den slags ting.
Sidst men ikke mindst er der også en helt ny regel, der gør, at vælgere nu gerne må bruge deres egen kuglepen i stemmeboksen.
- Det må man normalt ikke. Normalt skal man bruge den, der hænger i boksen. Det er en af de ændringer, der er kommet i forbindelse med corona, fortæller Søren Thorst, der dog præciserer, at selvom man gerne må tage en almindelige kuglepen med hjemmefra, så må man ikke bruge glimmer-kuglepen på stemmesedlen. Kommer du med en helt almindelig kuglepen med blå eller sort skrift, er det helt fint.
Flere afstemningssteder
Udover de forskellige hygiejne og afstandstiltag vil kommunen også opfordre borgerne til at stemme over hele dagen. Der plejer nemlig at være travlt på valgstederne sen eftermiddag og tidlig aften.
- Der plejer at være meget pres på. Men vi har fået 6 afstemningssteder mere, og det betyder også, at stederne ikke er lige så store. Det er ikke på grund af corona, det havde vi nu gjort alligevel, præciserer han.
Skulle folk til trods for tiltagende være nervøse for at troppe op på valgstederne 16. november, så er der mulighed for at brevstemme. Både på biblioteket, hos borgerservice eller i Storcentret, fortæller Søren Thorst.
Kommunen følger løbende med i de anbefalinger, der kommer, men den valgansvarlige eventchef fortæller dog, at kommunen ikke vil kaste sig ud i telte med drive-in afstemningssteder. En model, der blev brugt i Finland under deres kommunalvalg tidligere på året.
- Vi bruger de afstemningssteder, vi har, og dem indretter vi på bedste vis, så folk kan stemme sikkert og trygt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.