Salling Group overtager 33 butikker og laver dem om - seks ligger i Nordjylland
Seks Coop-ejet butikker i Nordjylland er solgt og skifter nu navn - et sted lukker forretningen
Opdateret kl. 12:48
Konkurrencerådet har onsdag godkendt, at Salling Group overtager 33 butiksejendomme og -lejemål fra Coop Danmark.
Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Butikkerne drives i dag som 365discount, Kvickly eller SuperBrugsen, men vil fremover blive overtaget af Salling Group, der driver kædekoncepterne Netto, Føtex og Bilka.
Af de 33 butikker, som nu skifter hænder, ligger seks af dem i Nordjylland. Nemlig i Gistrup, Hobro, Sæby, Pandrup, Terndrup og Vestbjerg.
Afgørelsen betyder, at fem af de nordjyske butikker bliver til Netto. I Vestbjerg vælger man dog, at lukke 365discount og vil forsøge at leje lokalerne ud til andet formål. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
Der kommer til at gå noget tid, inden butikkerne er omdannet og klar til at tage imod kunder, fremgår det af pressemeddelelsen.
Men hvis det går efter planen, åbner de første butikker om få måneder, lyder det.
Udover de 33 havde Salling Group oprindeligt planer om at overtage yderligere to butikker - i Taastrup og Slagelse.
Men konkurrencemyndighederne mente, at det kunne hæmme konkurrencen betydeligt i de to områder.
I alt ejer Salling Group over 600 butikker i Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.