Beredskab

Kemi-udslip lukkede genbrugsplads i Aalborg - opfordring til at søge lægevagt omgående

Spildet er opsamlet, men der er forlydender om, at borgere har været tæt på udslip, som har udviklet gullig røg

Foto: Nordværk

Opdateret kl. 16:03

Tidlig på eftermiddagen søndag lukkede Nordjyllands Beredskab genbrugspladsen Over Kæret i Aalborg.

Det skete, fordi, der er indleveret en væske, som man er usikker på, hvad var - men som kort efter blev beskrevet som saltsyre, der var spildt fra en dunk.

Nu har sagen dog udviklet sig, idet beredskabet netop har udsendt en besked på X, hvor man opfordrer folk til at søge vagtlæge omgående, hvis man har opholdt sig nær genbrugspladsens kemikalierum i tidsrummet fra klokken 12.45 til 13.15 - og har gener som hoste eller svie i halsen.

- Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvad det er for et stof. Men det reagerer som saltsyre. Der sker det, at en borger skal indlevere en dunk, som han taber - den bliver så stillet på en metalplade, men spild fra dunken gør, at der udvikler sig en en gullig, stikkende røg, fortæller indsatsleder Jakob Schmidt, Nordjyllands Beredskab

Spildet er opsamlet, og dunken er fjernet, oplyser han.

Genbrugspladsen er genåbnet, men:

- Der er forlydender om, at der er folk på pladsen, som har været tæt på røgskyen. Og de skal søge lægevagt, hvis de hoster eller det svier i halsen. Syre virker ætsende, så man skal bestemt ikke gå og hoste hele aftenen, hvis man har været nær udslippet, siger indsatslederen.

Episoden får også et par ord med på vejen fra Nordværk.

I en udsendt pressemeddelelse citeres Julie Ebak, divisionschef i affaldsselskabet, blandt andet:

– Det var en uheldig hændelse, men vores medarbejdere håndterede situationen eksemplarisk. De reagerede hurtigt, fik inddæmmet spildet og kontaktede beredskabet, udtaler Julie Ebak, divisionschef i Nordværk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden