AaB

Se billederne: Prøvespiller viste sig godt frem hos AaB i testsejr over Hobro

Tyske Fabio Schneider fik en halvleg, da AaB mødte Hobro i en træningskamp, som superligaklubben vandt 2-0

Fabio Schneider leverede et godt indtryk, da han fik en halvleg for AaB i træningskampen mod Hobro

Fabio Schneider leverede et godt indtryk, da han fik en halvleg for AaB i træningskampen mod Hobro

FODBOLD:Torsdagens opgør mellem Hobro og AaB havde titel af reserveholdskamp, men den betegnelse ydede ikke helt kampen retfærdighed, fordi både Hobro og AaB havde mange stamspillere med til kampen.

Faktisk stillede Hobro op i noget, der mindede om stærkest mulige opstilling. AaB havde for sin del spillere som Rasmus Thelander, Milan Makaric, Malte Højholt og Louka Prip med fra start.

Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen

Kampens første 45 minutter var en lige affære, hvor begge hold spillede fint til et godt tempo for en træningskamp. I takt med udskiftningerne gjorde sit indtog blev styrkeforholdet dog forandret markant. Da Hobro satte en stribe reserver på banen fra anden halvlegs indledning, var det AaB, som kom til at dominere de sidste 45 minutter.

Det kastede blandt andet to scoringer af sig. Først scorede Frederik Børsting efter et fint indlæg fra Casper Gedsted. Siden udnyttede Kasper Kusk et straffespark begået mod Kristoffer Pallesen til at bringe AaB på 2-0.

Den tyske teenager Fabo Schneider, der har trænet med i AaB de seneste dage, kom ind og fik anden halvleg. Han fik vist prøver på en god teknik og en veludviklet spilforståelse. Flere gange faldt han godt ind i kombinationer med Kasper Kusk, og ved en enkelt lejlighed fik Schneider også en fin skudchance. Den fik han dog formøblet med en lidt for ivrig afslutning.

Den unge tysker rejste helt efter planen hjem til Union Berlin efter torsdagens kamp, men om det bliver til mere end det ene besøg i Aalborg, det er ikke afklaret.

- Vi må se. Vi har ikke travlt, så der er ikke nogen afklaring, siger AaB’s sportschef Inge André Olsen.

Fabio Schneider er på kontrakt i Union Berlin frem til sommeren 2023.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.