Vejarbejde

Se billederne: Otte kilometer asfaltarbejde på E45 - så længe varer arbejdet

Stort asfaltarbejde på motorvej E45. Nye striber skal gøre vejene mere sikre

Asfaltarbejdet på motorvejen ved og syd for Aalborg skrider planmæssigt frem, og det skulle være afsluttet omkring Grundlovsdag.  Aftenens og nattens opgave var 1.200 meter asfalt, før der er fyraften ved 04.40 tiden tirsdag morgen. Foto: Torben Hansen

Asfaltarbejdet på motorvejen ved og syd for Aalborg skrider planmæssigt frem, og det skulle være afsluttet omkring Grundlovsdag. Aftenens og nattens opgave var 1.200 meter asfalt, før der er fyraften ved 04.40 tiden tirsdag morgen. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Trafikanterne, der i denne tid i tidsrummet fra klokken 18 til 06 næste morgen benytter motorvej E45 de første omkring otte kilometer syd for Limfjordstunnelen, kan opleve en del restriktioner i forhold til, hvilke afkørsler og tilkørsler, der kan bruges.

Det skyldes, at asfaltarbejdere fra Munck Asfalt i tiden er i gang med et større asfaltarbejde, der strækker sig fra Limfjordstunnelen i nord til lidt nord for Infoteria Dall i syd. Og det er både nord- og sydgående spor, der får ny asfaltbelægning. Det er Vejdirektoratet, der har projekteret asfaltarbejdet.

- Som planen ser ud lige nu, regner vi med at være færdige med det store arbejde omkring Grundlovsdag, fortæller projektleder Peter Jørgen Andersen fra Vejdirektoratets afdeling for teknik og drift.

Også Kridtsvinget vil, når projektet er helt færdigt, have fået ny asfalt og nye striber.

Lige nu er der lagt ny asfalt på det sydgående spor til Th. Sauers Vej, mens den gamle asfalt er skrællet af i det nordgående spor fra Th. Sauers Vej, og også her kommer der ny asfalt på i disse dage.

Fra omkring 13. maj gælder det så strækningen fra Th. Sauers Vej og sydpå til Infoteria Dall og derefter tilbage til Th. Sauers Vej i det modsatte spor.

Samtidig med det store asfaltarbejde, så bliver der også lagt en helt nye type afstribning på de otte kilometer motorvej i begge retninger.

De fleste trafikanter kender nok oplevelsen af, at det kan være svært at se vejstriberne i mørke og vådt vejr – med den utryghed, som det fører med sig.

Den oplevelse skulle meget gerne blive reduceret med den nye afstribning.

- De nye vejstriber er lavet på en måde, der gør dem mere synlige i lyset fra billygterne, når det er mørkt og regnvejr, forklarer Michael Ruben Anker Larsen fra Vejdirektoratet.

- Det vil forhåbentlig øge trygheden hos trafikanterne, samtidig med at det forbedrer fremkommeligheden og sikkerheden ude på vejene, lyder det fra Michael Ruben Anker Larsen.

De nye striber skulle sikre, at regnvandet løber væk fra striben, som bliver langt mere synlig end de tidligere striber. Foto: Torben Hansen

De nye striber skulle sikre, at regnvandet løber væk fra striben, som bliver langt mere synlig end de tidligere striber. Foto: Torben Hansen

Hemmeligheden bag de nye vejstriber er, at de ikke udgøres af én sammenhængende linje som de nuværende. I stedet er de opbygget af en masse små dråbe- eller perleformede "klatter", der tilsammen udgør en vejstribe.

Disse små markører er anbragt forskudt i forhold til hinanden, hvilket betyder at regnvand lettere driver bort fra dem, samtidig med at de står tydeligere i billygternes skær.

Vejstriberne er udviklet i et samarbejde mellem vejafmærkningsentreprenør Eurostar Danmark, vejafmærkningsproducenten Geveko Markings og Vejdirektoratet.

De er i de seneste par år blevet testet på Vejdirektoratets teststrækning ved Gørlev i Nordvestsjælland, hvor den nye stribetype viser gode resultater i forhold til synlighed.

- Og det har en kæmpe betydning. Dels fordi trafikanterne føler sig mere trygge, når de bedre kan se striberne, og dels fordi trafikanterne dermed lægger sig mere hensigtsmæssigt på vejbanen. Når trafikanterne ikke kan se striberne, har de nemlig en tendens til at lægge sig helt ud i kantlinjen. Det går ud over fremkommeligheden og øger risikoen for kødannelser og uheld, siger Michael Ruben Anker Larsen.

I de kommende år udskifter Vejdirektoratet løbende vejstriberne til de nye type striber, når Vejdirektoratet udskifter slidlag eller laver nye vejstriber. Det betyder, at alle vejstriber på hele motorvejsnettet vil være udskiftet i løbet af fem til otte år.

De nye striber glæder Forenede Danske Motorejere - FDM.

- Det har længe været et kendt trafiksikkerhedsproblem, at vejstriberne kan være meget svære at se i regn og mørke. Derfor er det meget positivt, at denne nye afmærkningstype endelig er klar til at blive brugt, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange til FDMs hjemmeside.

Han kan dog ikke nære sig for at undre sig over, at det skal tage otte år at få de nye vejstriber bredt ud til alle landets motorveje.

- FDM vil opfordre politikerne til at sikre, at det kan ske hurtigere, siger han til FDMs hjemmeside.

Ny asfalt og nye vejstriber - lige nu

Den nye asfalt og de nye vejstriber bliver udlagt på disse strækninger inden sommer:

E45 Nordjyske Motorvej lige syd for Limfjordstunnellen, 8 km i begge retninger

E45 Sønderjyske Motorvej i nordgående retning fra Christiansfeld til Esbjergmotorvejen, 16 km

E20 Vestmotorvejen i østgående retning rundt om Slagelse, 7 km

M11 Holbækmotorvejen i vestgående retning fra Kr. Sonnerup til Kalundborgmotorvejen, 5 km

E20 Fynske Motorvej fra Odense V til Årup, 12 km i begge retninger

E20 Køge Bugt Motorvejen i østgående retning fra Greve til Hundige, 3 km

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.